Følg med i Lynæs Kiteschool’s kitetrip til Filippinerne

Velkommen til Lynæs Kiterepair /Lynæs Kiteschool’s blog om vores kitetrip til Filippinerne, nærmere bestemt øen Boracay. Vi er her i godt 3 uger og vil løbende forsøge at skrive om hvad vi oplever med udgangspunkt i kitesurfing. Så har du planer om at tage på kitetrip til Filippinerne, er der måske nogle gode råd du kan gøre brug af.

Dette blogindlæg vil frem til medio november løbende få tilføjet nyt indhold ”i bunden” af artiklen. Vi håber I har lyst at læse med og har I spørgsmål, så drop en kommentar.

Internetforbindelsen her hvor vi er, er ikke verdens bedste, så i første omgang bliver det sikkert begrænset med billeder vi poster. Det lover vi at råde bod på når vi kommer hjem.

Lørdag d. 22.oktober

Vi landede i Manilla udenrigslufthavn tidligt morgen lokal tid efter næsten 18 timers transport og på papiret havde vi godt 2 timer til at nå vores indenrigsfly til den nærmeste lufthavn ved Boracay, Caticlan. Men det lykkedes os næsten at komme for sent, bla. fordi vi havde misforstået nogle af de formularer man skal udfylde for at komme igennem den Filippinske emigration. Det betød vi kom for sent til den shuttle bus der kører mellem de forskellige terminaler, så vi måtte panikhyre en taxa (husk at prutte om priserne – de prøver at flå turisterne). Heldigvis flaskede det hele sig i den sidste ende og som skæbnens ironi var vores sidste fly forsinket, så måske kunne vi have droppet al panikken….

Fra Caticlan tog vi en vogn til havnen, hvor man tager en lille færge (snarere en stor motorbåd) over til selve Boracay øen. Herfra en ny vogn til vores hotel – Aissatou Beach Resort/Habagat kite & beach resort som ligger på øens østvendte kyst (Bulabog Beach ). Det er den mindst turistede side af øen, men også der hvor der blæser mest.

Jeg har aldrig været på Philippinerne, så det var lidt et kulturschok. Alt andet end ”strandvejen” virker kaotisk og noget mere primitiv end vi er vant til fra Europa, så det skal man være forberedt på hvis man tager herned.

Vi landede på hotellet kl. ca. 12 lokal tid, hvilket betød at det præcis var 24 timer siden vi kørte ud af Hundested. Så man er lidt mat i sokkerne.

Lidt fakta om Filippinerne:

Der bor godt 100 millioner på Filippinere, heraf 13 i hovedstaden Manila (men faktisk bor der 40 mill. i nærområdet af Manila).

Landet var under spansk herredømme 333 år, i perioden 1565 – 1898, derefter under amerikansk herredømme i 48 år, indtil 1946. Måske er det derfor de taler så godt engelsk og mange af deres varer mv. ligner de amerikanske.

Filippinerne består af en øgruppe på 7.107 øer med et totalt landareal på cirka 300.000 km². Og vi er så på den ø der hedder Boracay.

For en kitesurfer er det jo vinden man er interesseret i og kitesæsonen på Filippinerne strækker sig fra november til april, hvilket også er sommertid og temperaturen er ret høj. P.t. er lufttemperaturen ca. 30 grader celsius og vandet ca. 28.

Den filippinske valuta hedder Pesos og 100 Pesos koster ca. 13 danske kroner. I dag spiste vi en solid amerikansk morgenmad på hotellet og det kostede 350 Pesos = 45,5 Dkk – bare så du har et indtryk af prisniveau.

Kilder:

Søndag d. 23. oktober

Pga. jetlag vågnede vi tidligt og var klar til morgenmad inden kl. 7 😊. Sker sjældent hjemme på en søndag.

Efter en god morgenmad på hotellet gik vi de knap 20 meter ned på stranden for at tjekke vinden, som der desværre ikke var meget af endnu. På stranden fik vi en god snak med den tyske ejer af hotel og kitecenter. Han har været på Filippinerne i 25 år og kunne fortælle om udviklingen. For år tilbage var Boracay ved at gå til i forurening, men en ny præsident satte en stopper for det. Han lukkede bogstaveligt talt øen ned for turisme i 6 mdr., hvor øen gennemgik en forvandling og der blev ryddet op. Ligeledes besluttede præsidenten at der ikke måtte være nogen hoteller eller andre bygninger tættere på vandkanten end 30 meter, hvorfor en del hoteller enten er blevet revnet ned eller har måttet flyttet længere ind i land, således også vores hotel, hvilket ejeren naturligvis ikke var synderlig begejstret for.

Han kunne ligeledes fortælle at en hel masse bygninger på et nærliggende bjerg stod tomme. Bygningerne kan tydeligt ses fra stranden. De er blevet bygget i et område som egentlig er udlagt som fredet regnskov, men hvor der på et tidspunkt blev givet dispensation til at bygge dem. Tilladelserne er af en eller andet grund nu inddraget og bygningerne har stået tomme i 3 år og står bare og forfalder. Måske det kan det føre til at bygningerne bliver revet ned på et tidspunkt, så området atter bare bliver uberørt regnskov.

I horisonten kunne vi se et stort regn område komme nærmere og vi fortrak til hotelværelset mens sluserne blev lukket op. Oktober er sidste måned i regntiden, så der kommer normalt en regnskylle eller 2 i løbet af dagen. Og når det regner her, SÅ kommer der vand…

Efter regnen tog vi ”op i byen” – det er ca. 600-700 meter fra hotellet – på jagt efter nogle badesko. Vi har i vores blåøjede naivitet regnet med vi skulle sejle barfodede, men flere har sagt vi skal passe på ikke at træde i søpindsvin. Ejeren af hotellet mener ikke det er et reelt problem hvis man kan kite, men hellere ”safe than sorry”, så vi går med badeskomodellen.

Efter at være blevet ekviperet med hver sit sæt sexede badesko, forsøgte Betina sig på vandet med sin 12’er, selvom vinden var lidt fesen. Men tro kan flytte bjerge, så Betina fik ca. 50 meter downwind og da højden var smidt væk, gik vi hjem med kiten og lod det hele tørre på stranden, hvilket går pænt hurtigt i 30 grader…

Det er vist på sin plads at fortælle lidt om stranden. Vi bor lige ud til Bulabog Beach, som er kitestranden her på øen. Det er en bugt på ca. en km og hvor der ligger et rev ca. 400-500 meter ude. Ud til revet kan man bunde (efter sigende) og på den anden side er der dybt og bølger.

Der er en del tidevand og der er højvande hvert 12. time. Havbunden er fin sandbund, men dækket af en slags ålegræs, hvilket gør det svært/umuligt at se søpindsvinene.

Der ligger en række små kitecentre langs Bulabog Beach. Vi har ikke prøvet nogen af dem, så vi kan ikke bedømme kvalitet af hverken undervisning eller grej. De fleste ser dog ud til at have moderne og anerkendte mærker. De fleste bruger også et lokalt mærke vi aldrig har set tidligere – Hyde Kites. De laves på en af de Filippinske øer, men har tilsyneladende også en afdeling i England.

Herunder er en række billeder af de kitecentre vi har i en afstand af ca. 500 meter fra hotellet.

Vinden lader vente på sig, men vejrudsigten er lovende. Det skal siges at vi jo endnu ikke har ramt højsæsonen, som reelt først starter i november.

Vi er jo relativt tæt på ækvator (Filippinerne ligger ca. 1500 km nord for ækvator), så det tager ikke lang tid fra solen starter med at gå nedad, til her er bælgmørkt. På denne årstid er her bælgmørkt kl. 18. Jeg bruger “ulvetiden” til at lave dette blogindlæg, mens Betina har købt sig 1½ times full body massage for den nette sum af 65kr.

Mandag d. 24. oktober

Vi havde en langsom start og var først klar til morgenkaffe kl. 9 – det ligner os overhovedet ikke. Men den lange flyvetur sad vist stadig i kroppen og måske fik vi lige en rom og cola for meget inden vi gik til køjs i går. Vi vågnede op til solskin og vel ca. 6 m/s vind.

Efter en stille rolig start på dagen, gik vi de ca. 20 meter ned til surfspottet for at tjekke vinden ud. Og vinden var tiltaget og der var begyndt at komme kites på vandet. Så vi fik rigget vores 12 m2 kites op og kom på vandet. Ikke noget med våddragter, bare badeshorts og en t-shirt som værn mod solen og så afsted. Fedt endeligt at komme i gang. Vinden var OK – vi kunne holde højde og fart, så alt var godt. Vi fik ca. 1 time inden vinden valgte at holde frokostpause. Så vi gik ind og lagde kitene på stranden.

På stranden ud for vores hotel er der hele tiden kitehjælpere fra Habagat Kiteboarding Center (som også er vores hotel). Det betyder man bare kan lade sit udstyr ligge, så holder de øje med det for dig.

Vi valgte at bruge “frokosten” til at gå en tur “op i byen”. Om der reelt er en by, skal jeg lade være usagt, men i området mellem stranden på østsiden (hvor vi er) og stranden på vestsiden, er der en stor turistfælde, med alt hvad man kender fra de kendte turistområder. Det er lidt en blanding af Hjallerup marked og Bakken. Dvs. butikker med turistragelse, spisesteder med billeder af maden på menukortet osv. Ikke lige vores kop te, men det er her du finder de nærmeste indkøbsmuligheder. Det skal siges, at vi overhovedet ikke har noget af den slags “Dalgårds tivoli” stemning på vores side af øen.

Men som sagt, vi gik op i byen, så jeg kunne få en klipning og vi kunne få lidt frokost. Vi fandt en lille undseelig frisørforretning. Men man skal jo som alle ved, ikke skue hunden på hårene og jeg må sige, at jeg aldrig, som i ALDRIG har fået en så fin klipning med efterfølgende triming med gammeldags barberkniv – til den fyrstelige sum af 250 Pesos. Det svarer til ca. 35 DKK. Det står i skærende kontrast til min lokale frisør hjemme, hvor de største kvaliteter er pris og hastighed. TIl gengæld kan han kun en frisure….

På Filippinerne starter man julepyntningen noget tidligere end i Danmark. Det betyder at der allerede har været pyntet op i nogen tid hernede og at julemusikken er i fuld gang i supermarkederne. Vi hørte f.eks. den mest skrækkelige version af Wham’s “Last Christmas”, så salige George Michael ville have roteret i sin grav..

Der er en større vej fra vores hotel op til bymidten. Den er måske 600-700 meter lang. Men der er flere alternative ruter, hvor man kommer ind i nogle mere “spændende” gyder og også ser noget af den mere barske og fattige side af Boracay. Det er ikke sådan at man på nogen måde er utryg ved at gå her, slet ikke – Filippinerne virker flinke. Men der er bare ikke meget luksus over den almindelige filippiners bolig.

Mange ting virker lidt mere uorganiseret og en anelse mere tilfældigt end derhjemme. F.eks. har man fortsat el ledninger ført over jorden, i modsætning til i Danmark. Og en kende mere intermistisk hvis du spørger mig, men jeg er selvfølgelig heller ikke elektrikker, så hvad ved jeg?

Vel hjemme på Bulabog Beach var vinden begyndt at røre på sig igen, så vi gjorde klar til 2. halvleg. Der var nu betydelig flere på vandet og en del kiteskoler (om formiddagen mener jeg vi var 6 kites på vandet samtidigt). Men der blev ikke for alvor crowded og synes man det bliver det, kan man sejle lidt længere ud, så man lige kan sejle uden om en pynt. På den anden side af pynten er der endnu en bugt, hvor der ikke er nogen mennesker, men hvor der er rigelig plads til at kite.

Klokken er nu 17.47 lokal tid og solen er for længst gået ned, så jeg bruger endnu engang ulvetimen til at skrive lidt her på bloggen.

Tirsdag d. 25. oktober

Dagen startede med at jeg kunne konstatere, at myggene havde holdt fest i går aftes /nat og mine ben åbenbart havde været festmåltidet. Mere end 20 stik kan tælles på mine ben, som nu ligner den prikkede bjergtrøje (hvide med røde prikker).

Vi valgte at spise morgenmad uden for på hotellet. Der er et lille område med nogle stole og borde, hvor gæsterne kan hænge ud. Det virker ikke som om her er fuldt book’et, men her er vel en 8-10 gæster. Enkelte sidder og arbejder fra deres laptop og det er et ret OK kontor, men vi ønsker os en bedre internetforbindelse…

Under morgenmaden kom der en regnskylle og derefter skulle vi få omkring 8 m/s resten af dagen – nu får vi se…

Resten af morgenen har vi brugt – nå ja, ikke på ret meget. Vi venter fortsat på vind, som vores hotelejer bedyrer, kommer senere på eftermiddagen. Nu får vi se. Det er lidt stilhed før stormen, for i morgen skulle Filippinerne blive ramt af noget som tidligere ”bare” så ud til at blive en tyfon, men som de sidste par dage er blevet opgraderet til en ”super tyfon”, hvad det så end er. Heldigvis lader det til den går nord om os og vi kun bliver ramt af ”halen”.

Vi bruger ventetiden på at gå op i supermarkedet og købe flere drikkevarer. Det er som om temperaturen hernede har fået et nøk opad og det er jo vigtigt at have styr på væskebalancen 😉.

På vejen til supermarkedet tog vi en række billeder som vi synes er kendetegnende for Filippinerne – både landet og indbyggerne.

Et af de mest almindelige transportmidler hernede er tricyclen. Den bruges til alt fra taxi til at transportere byggeaffald.

Har du lyst til at leje en grund eller et lokale, er her mange muligheder hvis du har hænderne skruet rigtigt på, for det meste ligner nemlig gode håndværkertilbud. Herunder er der f.eks. et.

Vi svingede også lige forbi MacDonalds. Ikke for at spise, men for at tage et billede af menukortet med tilhørende priser. Så kan du selv tjekke Filippinernes prisniveau vha. McDonald Big Mac prisindexet.

På trods af hotelejerens forsikringer om at der nok skulle komme vind, så skete det aldrig i dag. Eller dvs. da klokken var 17.30 blæste det op til vel omkring 8 m/s, men da var solen hurtigt på vej ned og det gav ikke mening at tage ud. Men i morgen ser vejrudsigten god ud (jubeloptimist som man er som kitesurfer).

Onsdag d. 26. oktober

Betina har de vildeste kitesurf abstinenser, så hun stod op kl. 05.00 for at være klar når det blev lyst. Og der var ganske rigtigt også fin vind fra morgenstunden, ja altså lige til det blev lyst…. Så lagde vinden sig og det passede i og for sig fint, i forhold til at få lidt morgenmad og en kop kaffe. Derefter gik vi igen de 20 meter ned på stranden, for var det ikke blæst lidt op igen?

Heldigvis er vi ikke de eneste jubeloptimister på stranden og et par håbefulde kiteskoler forsøgte sig med monster store kites og en enkelt kitesurfer fik et par ture frem og tilbage, hvor al højde blev smidt væk, for at holde skuden flydende. Så med andre ord, endnu ikke nok vind. Betina forsøgte af 2 omgange, men måtte begge gange konstatere, at selv ikke en Naish Pivot kan holde sig i luften uden vind.

Nu sidder vi og kryder fingrene, ligesom alle de andre kitere. Vejrudsigten lover op til 21 knob, dvs. godt 11 m/s. Nu for vi se….

Så kom vi i gang med hhv. 10 og 12 m2 kites. Der kom lige en ordentlig regnbyge som også gav rigtig meget vind, hvor kun en enkelt lokal med en 7m2 var på vandet. Men efter ca. 15 minutter var den værste byge overstået og vinden stabiliserede sig på en 8-9 m/s i en times tid. Så døde den helt igen og der var dømt kaffepause. Mens vi nød kaffen, blev horisonten helt sort og det trak op til endnu en byge, men denne gang kraftigere og med torden. Man må sige at vejret skifter hurtigt her. I løbet af nul komma niks, står himmel og hav i et og det er bare med at komme i læ og ly.

Vi brugte uvejret og den efterfølgende stille periode til at gå de ca. 300 meter ned til vores nye favorit “hang out” spot. En hyggelig strandbar, LeVantin, med god musik, god WiFi (password=”rockstar” – siger lidt om stedet) og OK mad.

Efter en god frokostpause delte vi os i 2 hold: Dem der gik på værelset og så mig der gik på stranden og ventede på vind. Og efter endnu en tordenskylle så kom vinden endelig. Fik lige 3 kvarter med en god, owerpowered 12m2, så jeg er sikker på jeg sover rigtigt godt i nat.

Nu sidder jeg traditionen tro og skriver sidste nyt om dagens hændelser og Betina sidder næsten lige så trofast og får enten massage, fodbehandling eller som i dag, en manicure. Her kan man få “behandleren” til at komme hjem. En time koster ca. 500 Pesos, dvs. ca. 70 DKK. Jeg fatter hat af konceptet – jeg skal have penge hvis nogen skal pille ved mine fødder eller hænder. Men Betina er pjattet med det – Mænd er fra Mars og kvinder fra det ydre rum….

Torsdag d. 27. oktober

Efter en hurtig omgang morgenmad på hotellet (uden mad og drikke….), var det direkte på vandet. Kl. 9 var vi begge ude med 12m2. Vinden havde i dag vendt 90 grader fra de foregående dage, så vinden nu var sideshore (i modsætning til direkte on shore). Ifølge de lokale, så er vinden noget mere stødende i den vindretning og vinden er ellers stødende nok i forvejen. Men vi fik godt og vel 45 minutters god surf, som blev afbrudt af en voldsom regnbyge, hvor vi gik i land og tog en velfortjent kop formiddags mokka.

Efter bygen og kaffepausen var vi klar igen, men nu var det blæst en hel del op, så vi skiftede til hhv. 8 og 10 m2. De passede i middelvinden, men der kom af og til nogle pust, så det bare var om at slække ud og krydse fingrene. Jeg havde vel nok et af mine største styrt til dato, da et pust tog mig som en kludedukke og hev mig ud af stropper og gav mig en god flyvetur. Og efter sådan en flyvetur savner man sin våddragt, for man finder pludselig ud af hvor meget den egentlig tager fra. Nå, vi vænner os sikkert at jeg har fået en meget lysere stemme…

Endnu engang kom der en stor, sort byge og vi måtte i land igen. Vi besluttede at bruge det dårlige vejr til at tage ud at handle og efterlod kites’ene tilbage på stranden i kiteinstruktørernes varetægt.

Vi nuppede en el tricycle (det filippinske svar på en ”tuktuk”) og kørte til CityMall – et indkøbscenter. Igen slår den dejlige jule muzak en med – nå ja – rædsel er vel mest dækkende. Men vi udholdt den mens vi fik handlet.

Jeg faldt over det her dåsemad – “Spam” – og det fik mig straks til at tænke på Monty Python’s legendariske sketch om samme produkt. Se eller gense den her.

Pludselig lyder brandalarmen og en kvindestemme siger på engelsk, at man skal forlade centeret i god ro og orden, da der er brand. Vi gør SOM DE ENESTE, hvad vi får besked på. Vi taler så med vagten på vej ud og spørger hvad der sker. Hun siger bare at det er støv der har aktiveret alarmen og vi bare kan gå ind igen! Så det må helt sikkert være en helt almindelig foreteelse eftersom INGEN reagerede.

Det var nok omtrent det mest ophidsende der skete på den tur. På vejen hjem til hotellet fik vi en hurtig frokost på Le Vantin, hvor vi samtidig havde udsyn over Bulabog Beach og kunne konstatere at der ikke var nogen kites på vandet.

Efter frokosten blæste det lidt op igen, men ikke så meget som tidligere. Vi tog ud med hhv. 10 og 12m2. Til vores overraskelse lå der nu en masse mindre både opankret i bugten. De plejer at ligge på den anden side af øen ved White Beach, men på grund af den varslede tyfon ligger de temmelig ubeskyttet ved White Beach og er derfor fortrukket til Bulabog Beach. Det betyder at der er blevet noget mindre plads at kite på og i sær for kiteskolerne er de en udfordring. Tyfonen er også skyld i at vinden de næste par dage kommer til at ændre retning, så vi ender med at få fralandsvind her. Det er temmelig uhørt og betyder vi fra lørdag/søndag må tage til White Beach for at komme på vandet. Så får vi også prøvet det 😉.

Anyway – vi fik en relativ kort 3. session da bygerne blev ved med at rulle ind over stranden. Når horisonten bliver helt sort og folk står på stranden og peger ud på det sorte, ved man det er tid at komme i land. Det klare muligvis op senere, men vi har valgt at kalde det en dag og sidder nu på værelset og kigger ud på regnen. Betina skal traditionen tro have en eller anden form for behandling igen i aften. I Lynæs kiterepair er jeg jo ansvarlig for HR, Marketing og Finance, så der er altid lidt papirarbejde man kan hygge sig med. Hjemme i Lynæs sørger Søren i ”Teknisk afdeling” for at butikken stadig er åbent og reparerer på livet løs. Vi har aldrig haft så travl en måned som oktober, så måske jeg burde holde mere ferie – det virker som om det gavner forretningen😊.

Fredag d. 28. oktober

Bugten hvor vi kiter er kun blevet endnu mere fyldt af både som har søgt i læ for den kommende tyfon. Endnu mærker vi ikke noget til tyfonen som vil ramme i løbet af weekenden, bortset fra at vinden blæser fra en anden retning end den plejer her.

Her til morgen/formiddag er vinden alt andet end stabil. Uanset hvilken kitestørrelse man vælger, vil den passe før eller siden, men kun i ganske kort tid. Betina og jeg har i hvert fald ikke travlt med at komme ud i denne ”elevator vind”. Derimod er der fuld gang i kiteundervisningen – ikke mindre end 10 elever er på vandet med hver sin kite og instruktør. Hvis de lærer at kite i det her vejr, tager jeg hatten af for dem. Derhjemme tvivler jeg på vi var gået ud med kursister, men her skal man formentlig smede mens turisterne er her…

Vi bruger i stedet formiddagen på at hænge ud i hotellets lounge område og nogen af os skriver lidt her på blog’en.

På billederne hernede ligner stranden en ren Bounty ø. Og det er det for så vidt også, men som på så mange andre eksotiske strande, er også denne ramt af forurening. Hvis man ser lidt nærmere efter, ligger der brugt emballage, plastik flasker, brugte flip/flops osv. på stranden og i vandet. Det skæmmer helhedsindtrykket og minder os om hvor dårligt vi behandler vores klode. Det er jo let for os turister at mene, filippinerne burde gøre noget for at rydde bedre op, så vi synes det er federe at komme her. Men det er jo let nok for os at sige, som sidder solidt på toppen af Maslows behovspyramide og har vores på det tørre. Lidt sværere er det formentlig at se relevansen, hvis man kæmper for bare at klare dagen og vejen. Og meget af det skrald der skyller op her på stranden, kommer ikke nødvendigvis fra Filippinerne, så det er jo til syvende og sidst et fælles ansvar vi alle har.

Nå – slut på det sure opstød. Tager du herned, skal du altså ikke blive overrasket hvis du møder skidt på stranden. Men der er også mere naturlige og flotte ting at finde på stranden.

Vi har tidligere fortalt at der er et kitecenter tilknyttet vores hotel, Habagat Kite. De har en lille shop, hvorfra man kan leje udstyr (sidste nye fra hhv. Core, North og Hyde) og købe kitekurser. Der er desuden et pænt stort lokale, hvor man kan opbevare sit eget udstyr mens man er her. Det hele er under opsyn 24/7.

På stranden er der fast 2 mand der hjælper med at rigge til og launch’e kites, Ben og Dolfo. De er utroligt hjælpsomme og meget erfarne. Ben har f.eks. undervist i 18 år og startede tilbage i tiden med 2 linede kites.

Der er også en kompressor på stranden og Ben og Dolfo hjælper selvfølgelig med at pumpe din kite – nemmere bliver det ikke.

Vi har vidst ikke fortalt så meget om vores hotel, men det er i 3 etager og vi bor øverst oppe – i “Penthouse” lejligheden. Betina er aldrig kommet sig over dengang jeg stod for at bestille hotel i Akyaka i Tyrkiet. Jeg er jo som mand(!) meget rationel og tænker funktionelt – så hvad har man brug for? Et sted at sove og bad/toilet. Så det bestilte jeg, hverken mere eller mindre. Og det var der heller ikke – måske 5m2 alt inklusive. Og selvom jeg ikke kunne/kan se problemet, har jeg måtte høre for den hotelbestilling lige siden og for evigt sat fra bestillingen med at bestille hotel. Og vores værelse/lejlighed er da også den dimentrale modsætning til det famøse værelse – døm selv efter billederne her. Vi har OVERHOVEDET ikke brug for al den plads…

Lørdag d. 29. oktober

I løbet af natten ramte tyfonen PAENG så Boracay. Egentlig var forventningen at tyfonen gik nord om, men det gjorde den så ikke lige. Den gik i land på den anden side af øen, så vi ligger relativt i læ og sikkerhed. Så der er ingen grund til at være urolige for os.

Tyfonen har fart på – ifølge de officielle meldinger, så er den 95 km/t i middelvinden med stød på op til 160 km/t. Tyfonen bevæger sig afsted med 30 km/t, så forhåbentlig er den hurtigt videre, selvom vejrudsigten lover over 15 m/s de næste 3 dage. Nu får vi se. Der er INGEN der tænker på at tage på vandet foreløbigt.

Sammen med den megen blæst, kommer der også store mængder regn ned. Og jeg mener MEGET vand…

Jeg talte i går med hotelejeren om den store dieselstrømsgenerator som står ude ved kiteopbevaringen og om den nogensinde var i brug (den SÅ noget gammel ud!) og han sagde ”ja, ja – bare rolig, den kommer også til at køre mens I er her”. Og ganske rigtigt, her til morgen gik strømmen og efter ca. 5 minutter kørte generatoren og vi havde igen strøm og Wifi 😉

De næste dage kommer nok til at stå i hotelværelsets tegn. Vejret indbyder ikke til at være ude i dag og i morgen. Vi sidder lige nu og nyder at se de få der alligevel trodser vejret og tror man kan styre en paraply i 20 m/s – det er bare en ulige kamp 😊.

Tjah – dagen har budt på rigtig meget inde tid og kaffe i hotellets lounge område. Men i løbet af eftermiddagen stilnede regnen lidt af, så vi gik en tur om på den anden side af øen – der hvor vinden er på. Og det blæser stadig meget. Vi blev advaret mod faldende kokosnødder, men vi så ikke nogen falde af træerne. Til gengæld så vi andre spor efter uvejret – mest i form af vandfyldte gader og butikker uden strøm. En enklet knækket palme blev det også til.

Det næste billede har som sådan ikke noget med blæsevejret at gøre, men jeg undres over det får lov til at blive stående, for jeg vil mene det er lettere at starte helt forfra, end at prøve at få det her til at blive hus igen.

Vi har ikke rigtigt skrevet så meget om hvordan vi rejste til Filippinerne, men det kan måske være interessant for andre, der har planer om at tage herud, at høre hvad vi har gjort.

Flyveturen herud består af en udenrigsflyvning til Manilla Internationale lufthavn og dernæst en indenrigsflyvning på ca. 45 minutter til Cateclan. Jeg tror ikke det er muligt at gøre det med et og samme flyselskab.

Vi havde valgt et noget kontroversielt flyselskab at flyve med til Manilla, nemlig Qatar Airways. Kontroversielt fordi der er så meget debat om VM i Qatar, slavelignende forhold for arbejderne i landet og sportswashing – for nu at nævne noget. Og måske er det dybt forkasteligt at vælge dem, men vi havde valgt ud fra at: der skulle være styr på tingene, vi skulle have vores kiteudstyr med hele vejen til Manilla uden at skulle tjekke ind/ud flere gange, forbindelserne skulle hænge sammen og vi ville sidde behageligt hele vejen. Og hos Qatar Airways opfyldte de alle kriterier, så det blev dem.

Men på den note, kan det måske undre at Nadia Nadim og Brian Laudrup bliver hevet gennem mediemøllen og får bøllebank for at reklamere for VM i Qatar, mens hele det professionelle kitesurfing cirkus, gkakiteworldtour, med vores egen Nick Jakobsen (bedste mandlige danske kitesurfer), indgår en sponsoraftale med Qatar Airways om at sponsorere GKA stævnerne rundt i verden. Det er vel for pokker også sportswashing så det klodser? Nå – jeg skal jo ikke holde mig for god, når vi selv flyver med dem, men undrer mig dog lidt.

Tilbage på sporet.

Vi havde valgt at tage vores eget kiteudstyr med, så vi havde lidt udfordringer med vægtgrænserne. Hos Qatar Airways måtte vi have i alt 25 kg indtjekket bagage + håndbagage. Det er normalt en udfordring, men denne gang har vi sparet på våddragt (kun en shorty), ingen støvler og kun 2 kites hver. Vi sejler samme mærke og model, men sjældent samme størrelse, så vi havde valgt at deles om udstyret og tage en 8m2, en 10m2 og to12m2 kites med. Så når den ene sejler med 8m2, passer det med den anden skal sejle 10 osv. I let vind sejler vi dog begge 12 m2.

På den måde fik vi presset de 2 kitetasker (i golfbag størrelse) ned på hver 20 kg. Vi havde derudover hver en flykabine kuffert med, som vi holdt under 5 kg. Så der var ikke meget tøj med, men det er der heller ikke brug for i 30 graders varme. Selvom vi kunne have taget den lille kuffert med ind i flyveren, valgte vi at tjekke det hele ind i CPH, så vi ikke skulle slæbe rundt med kufferter i forbindelse med transit i Doha.

Grunden til 20+5kg’s opdelingen af bagage var, at på indenrigsflyvningen i Filippinerne har man normalt kun håndbagage med og vi skulle derfor betale ekstra for alt der skulle tjekkes ind. Så for at nøjes med at tjekke så lidt ind som muligt, havde vi altså delt bagagen som skitseret her. At vi så nok kunne have sparet os ulejligheden, opdagede vi i Manila da vi skiftede til indenrigsflyvningen med Air Asia, for vejningen af kufferterne var noget lemfældig, så havde vi haft mere end 20 kg, var det sikkert gået glat igennem…

Nok om bagage.

Vi fløj med Qatar Airways til Doha, hvor vi skulle skifte fly og videre til Manila, stadig med Qatar Airways. Flyene passede næsten for godt, vi havde kun 50 minutter til at finde den nye gate – men det gik. Alt med Qatar Airways spiller bare og deres infotainment system er bare second to none. Spækket med nye film føles flyveturen faktisk ikke lang, når der også skal være tid til at spise de 3-4 måltider og måske få en lille lur.

Økonomi:

Vi har måske ikke valgt de billigste billetter, da vi som nævnt har vægtet komfort højt. Og det slår igennem på prisen:

Returbilletten CPH-MANILA-CPH kostede os ca. 7.600 kr pr. person.

Returbilletten Manila-Caticlan-Manila inkl. 20 kg ekstra bagage kostede ca. 850 kr pr. person

Søndag d. 30. oktober

Tyfonen PAENG har nu sluppet Filippinerne og tilbage er “kun” en solid kuling med vindstød på op til 22 m/s. Derhjemme havde jeg nok vovet pelsen og hoppet på vandet, men her har politiet åbenbart lukket for al vandsport på stranden. Så vi må vente til i morgen, hvor vejrudsigten lover hård vind med vindstød på op til 16 m/s.

I og med vi ikke kommer på vandet i dag, har vi besluttet at udforske den nordlige del af øen.

På kortet over Boracay havde vi set, at der også skulle være nogle gode strande på den nordlige ende af øen, så vi tænkte de skulle udforskes.

Vi bookede en Tricycle med chauffør i 3 timer for 1500 Pesos – ca. 200 DKK og kørte afsted mod turens første strand (se pkt. 1 på kortet). Vejen derud er meget kontrastfuld. Man kører igennem meget ”slum agtige” områder med blikskure og usle forretninger, men også igennem områder med nyanlagte golfbaner og kæmpe vestlige hoteller (eller måske kinesiske?) med navne som Fairway, Savoy og Belmont. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden inden for få hundrede meter.

De første par strande vi kom til var typiske turistfælder. Masser af turister som gik rundt og tog selfies og en del strandsælgere. Dog ingen steder lige så crowded som omkring White Beach nede sydpå.

Inden vi tog til Filippinere havde min søn gjort os opmærksomme på, at Filippinerne er levested for verdens største flagermusart, den flyvende ræv, som kan blive op til 1½ meter og når den hænger ”pakket sammen” fra et træ, kan ligne et menneske svøbt i en kappe. Det viser sig, at netop Boracay er levested for disse flyvende ræve og at der er en ”Bat Cave” lige ved siden af en af de strande vi besøgte. Desværre var Bat caven lukket for turister netop nu, så det blev ikke til et tjek på bucketlisten denne gang.

Den sidste strand vi kom til på vores rundtur på den nordlige del af øen, hedder Puka Beach. Og det var en fed strand. Lidt turistet fra tricycle parkeringen og ned til stranden, men herefter bare en uberørt strand med relativt få besøgende. Og stranden er så lang, at man let kan finde et ugeneret stykke strand, hvis det er det man vil. Fin, fin sandstrand og flot vand. Faktisk så vi heller ikke nogen forurening på denne strand og vi talte om, at den strand kunne vi godt finde på at tage op til igen, hvis der er flere dage vi ikke kan komme ud at kitesurfe

Mandag d. 31. oktober

Tyfonen har endelig sluppet sit tag så meget i Filippinerne, at strandene atter var åbne for vandsport. Vinden er fraland i bugten ud for vores hotel, så kitecenteret Habagat arrangerede transport til Withe Beach stranden på den anden side af øen. Så klokken 7.30 gik det afsted med fuld oppakning af kitesurfudstyr.

Fremme på den anden side af øen, var der alligevel stadig en hel del vind og samtidig pænt store bølger. Så vi besluttede at jeg først prøvede en tur med vores fælles 8m2 kite. Jeg var første mand på vandet og fik en god ½ time, før vinden var droppet så meget, at det gav mening at skifte til 10m2. Den havde Dolfo pumpet op og den lå klar på stranden, så efter et hurtigt skifte, var jeg ude igen og havde en fest. Efter 3 dage hvor vi bare kunne glo ud på vinden, var det rart atter at få luft under vingerne og efter en god time, skulle batterierne lige lades op.

Inden på stranden var Betina gået rundt og kommet i tvivl om hun skulle ud i bølgerne. De var noget større end noget Betina havde prøvet hjemme og samtidigt blev det hurtigt dybt, så bare 30-40 meter ude, kunne man ikke nå bunden.

Men efter at have gået og sagt ”skal, skal ikke”, besluttede Betina sig alligevel for at give det et skud. Så afsted gik det med 8m2, fuldt depowered. Og det kørte bare for hende, så da hun kom ind igen, var hun ikke til at skyde igennem. En ny grænse var blevet flyttet 😊.

Jeg selv havde fået lidt mere juice i kroppen igen og tog endnu en session med 10’eren. Helt generelt så var vinden meget ”op og ned”, men med måske 5 m/s i forskel på oppe og nede. Så det var bare om at holde fast når der blev lukket op…

Mens os der kunne kite fes frem og tilbage på vandet, så bliver der givet kiteundervisning til den store guldmedalje nærmest i brændingen. Så hatten af til både instruktører og de elever som kæmpede bravt tæt på stranden. Utroligt hvis nogen af eleverne lærer at kitesurfe under de forhold. Eneste formildende omstændighed er, at vandet er 28 grader og bunden er det fineste hvide sand.

Efter små 3 kvarter var der ikke mere i min tank og jeg gik i land. Næsten samtidigt ændrede himlen kulør til nærmest kulsort og en gedigen byge var på vej. Vi besluttede derfor at kalde det en dag og pakkede sammen og gik den have kilometer op til ”hovedgaden”, hvor vi prajede en tricycle.

Der kan ikke køre biler eller tricycler til vores hotel, så vi blev sat af lige i ”centrum” af Bulabog Beach og skulle gå de sidste 300-400 meter hjem. På den strækning kommer man forbi den hyggelige strandbar, Le Vantin, og sulten havde fået overtaget og vi fandt en plads i strandbaren og fik en velfortjent frokost.

Tilbage på hotellet stod sengen på lur bag døren da vi trådte ind og vi blev overmandede og fik spændt sengen på ryggen en times tid. Hvad kan man gøre?

Nu er bloggen blevet fodret og planen er nu at gå ”down town” at handle lidt.

I morgen ser det ud til at vindretningen er som i dag, men med lavere styrke. Så det tegner til endnu en tur på White Beach, men formentlig med 12m2.

Bare for at understrege hvor hurtigt vejret skifter hernede, så havde vi ikke åndsnærværelse nok til at tage paraplyer med ud at handle, da vi ikke “regnede” med at der ville komme vand. Men DET gjorde der. Vi blev fanget på en gade uden mulighed for at gå i læ, så vi bliv bogstavelig talt våde fra inderst til yderst. Så efter en hurtig handle tur, sidder vi nu tilbage på værelset i nyt, tørt tøj.

Tirsdag d. 1. november

På denne demokratiets festdag i Danmark var det mere business as usual her på Boracay. Stå op, morgenmad, pakke kiteudstyr og tage en tricycle til Whitebeach/Rosa Punta. Vinden er fortsat “i det forkerte hjørne”, så vil man kite, må man tage køreturen til den anden side af øen. Der er knap så meget vind i dag som de foregående dage, så vi pakkede begge 12m2 og tog afsted. Vi fulgtes sammen med 2 instruktører og en tysker der skulle på kursus. Så det lykkedes os at pakke 6 kites, 4 boards og 5 mennesker ind i en tricykel der ret beset max kan have 6 personer uden bagage. Men man ser meget her på Filippinerne som man ikke vil se andre steder….

Fremme på stranden fik vi begge nogle gode sessions som dog af og til blev afbrudt af manglende vind. Det er lidt et forhindringsløb at komme på vandet, da skolerne står og underviser på det lave vand i brændingen, hvor alle skal igennem for at komme ud i fri vind og vand. Så vi hjælper hinanden gennem dette område og sejler derfor kun en af gangen.

Vi valgte at spise frokost på et af spisestederne langs stranden. En lille strandbar der hedder Kasbar – måske efter den kendte The Clash sang (“Rock the Casbah”). I hvert fald var der godt gang i 80’er musikken i den hyggelige strandbar, hvor menukortet også var domineret at marokansk inspirerede retter. Vi fulgtes med et tysk par (bosiddende i Manila) samt en filipinsk mand fra en af naboøerne og en herboende filipinsk kvinde. Alle nuværende og kommende kitesurfere :). Når man taler med disse mennesker, kan man høre at det er meget normalt at have distancearbejde her. Den filippinske kvinde var f.eks. flyttet til Boracay fra Manila, da hun arbejdede med Marketing og lige så godt kunne arbejde fra en strandbar på Boracay som at sidde på kontor i Manila….

Efter frokost forsøgte vi os begge på vandet igen, men måtte konstatere at vinden var for ringe til vi kunne holde 12’erne sejlende. Da det samtidigt trak op til en gedigen byge, valgte vi at kalde det en dag og fandt en tricycle hjem, mens det bare stod ned i tove.

Vel hjemme på hotellet efter et dejligt bad, kunne en af os konstatere, at solen havde haft godt fat i os i dag, på trods af en faktor 50 smurt ud i hele 5 øren. Man mærker det ikke på stranden og man synes egentlig at det er skyet det meste af tiden. Alligevel er det ret tydeligt hvor især min t-shirt har siddet, for den har fået røde ærmer.

Onsdag d. 2. november

Vi startede dagen med at se det sidste af valgnatten på DRTV. Utroligt at det kunne blive endnu mere broget efter et valg, men det kunne det…

Dagen i dag bliver en restitutionsdag på stranden med et par gode bøger. Vind er der ikke meget af og den der er, er ved at skifte retning, så vi igen kommer til at kite lige ud foran vores hotel. Men tidligst i morgen onsdag, da der ikke er tegn på nogen vind i dag.

Jeg ligner fortsat en skoldet krebs, så det bliver en dag i skygge og langærmet rashguard trøje. Betina har ingen problemer med solen og har samme kulør som de fastboende her.

Mens vi lå ved stranden gik Dolfo i gang med at skifte blære i et par Hyde Kites. De har åbenbart en svaghed, at hovedventilen revner (vi hørte det i går på stranden, da der pludselig var en høj fløjtende lyd fra en kite der lå på stranden – tydeligt tegn på en utæt ventil). Men jeg kunne jo ikke bare sidde og se til, mens Dolfo forsøgte at sætte en ny blære i alene. Det er bare 10 gange lettere når man er to, så jeg gav ham en hånd. Altid dejligt når Lynæs Kiterepair kan være til tjeneste 😊.

Ellers er der ikke sket det store – vi venter som sagt på vind de kommende dage. I aften kommer Betina’s ene søn samt kæreste og 2 børnebørn fra Manila. Betina har det som før juleaften, da hun ikke har set nogen af dem i 3 år pga. pandemien. Filippinerne har været meget hårdere nedlukket end i Danmark og Europa, så det er først for nyligt det er blevet muligt at rejse hertil.

Torsdag d. 3. oktober

Vi vågnede til høj solskin (solen står op 5.45, så er man tidligt oppe, er der udsigt til den smukkeste solopgang fra vores værelse) og en vejrudsigt, der lover 6 m/s onshore vind 20 meter fra hotellet. Det er lige i underkanten med de kites vi har med, men da Betina vejer det samme som 2 bordtennisbolde, satsede på at i hvertfald Betina kunne komme på vandet efter morgenmaden.

Men det skulle vise sig at vinden var meget bedre end lovet. Så vi fik begge et par gode timer på vandet med vores 12 m2 – helt perfekt. Stabil vind, sol og højvande.

Mens vi andre er på vandet og der ikke er nogen kursister ude, så tager instruktørerne sig en velfortjent slapper…

Vi har gået og talt om at det er mærkeligt / for dårligt, at filippinerne ikke renser strandene for mange turister, har det garanteret som os, at vi gerne vil have rene strande. Men det gør de åbenbart også – vi løb i hvert fald ind i disse tre kvinder, som efter skriften på trøjerne åbenbart ER strandrensere. Vi så dem dog ikke på stranden.

Jeg har slet ikke nævnt at der er 4 hunde på hotellet. Det er hotelejernes hunde og de er bare lige som en del af personalet. Der er tale om en Siberian Huskey (vil jeg tro) og så 3 afrikanske slædehunde med samme stamtræ som ca. 95% af øens hunde. Men de er meget søde og når man som jeg, er lidt af en hundevisker, er det svært at lade dem være. Specielt den ene hund, Ginger, er blevet meget glad for os, specielt når vi spiser 😊.

Hundene bruger det meste af dagen på at ligge ned at sove, men ve den fremmede hund der formaster sig til at gå forbi – så er alle 4 hunde på dupperne og fortæller den stakkels fremmede hund, hvor Kong David købte øllet. Så står de sammen skulder ved skulder.

På stranden har vi af og til set små ”krabber” løbe utroligt hurtigt over sandet – det ser næsten ud ti at det er blæsten der har taget dem, så stærkt går det. Jeg spurgte de lokale hvad pokker det var for dyr og fik at vide at det er eremitkrebs og at de findes i alle mulige størrelser.

Jeg blev derfor nysgerrig og opdagede at de faktisk graver små huller i sandet, hvor de gemmer sig nede.  Jeg fandt et hul på størrelse med en 2 krone, hvor der lå en bunke sand ved siden af og tænkte det nok var et eremitkrebsebo. Og ganske rigtigt – efter nogen tid, begyndte det at pusle ved hullet og noget af en krebs kom til syne. Men selvom jeg ventede længe, skulle denne her krebs altså ikke nye noget af at stikke hele kroppen op af hullet. Så det du ser på billederne herunder, er alt hvad jeg fik på film.

Fredag d. 4. november

Rygtet ville vide at vinden ville komme tidligt fredag morgen og kun vare ved om formiddagen. Derfor var vi tidligt ude af fjerene og klar til at tage på vandet inden morgenmaden. Det var modsat en anden gæst på hotellet som ankom i går fra Singapore for at kite i weekenden. Han prioriterede morgenmaden først, med det resultat, at da han endelig var klar til at tage på vandet, var vinden for længst forduftet. Nå ham om det – han må lære det på den hårde måde…

Vi var på vandet så snart der var låst op til kiteopbevaringen. Desværre for Betina knækkede hendes depower line efter ca. 10-15 minutters sejlads (Note til Betina: HUSK AT TJEKKE DIT UDSTYR INDEN DU FLYVER OM PÅ DEN ANDEN SIDE AF JORDEN!!!!).

Jeg fik en lille time på vandet, hvorefter jeg gik i land og kiggede på Betina’s bar. Efter en kop kaffe forsøgte vi at låne/leje en bar til Betina, men desværre er der for meget gang i kiteskolen til at de kunne undvære en ordentlig bar. De kunne kun fremskaffe en bar med liner af forskellig længde og det dur sgu bare ikke. Så plan B var at forsøge at lave Betina’s bar.

Mens jeg med lodder og trisser og forskellig mere eller mindre brugbart værktøj gik i gang med at bruge mine ”Lynæs Kiterepair” skills, tog Betina på vandet med lånt kite & bar (min!). Efter en times tid med en indædt kamp med tovværk og en Naish bar, lykkes det vist at få en brugbar bar ud af anstrengelserne.

I mellemtiden var vinden løjet og det lykkedes kun at få en ½ time mere på vandet, så var det slut. Og så var fyren fra Singapore klar 🤣.

Da der ikke var udsigt til mere vind i dag, blev resten af dagen brugt sammen med Betina’s sønner og deres familier på stranden Whitebeach på den anden side af øen. Whitebeach skulle angiveligt være kåret som verdens bedste sandstrand flere gange og den ER da også flot, bred og hvid med det fineste hvide sand.

Solen har været hård igen i dag (”Another shitty day in paradise”), så ved 15.30 gik vi tilbage til Bulabog Beach. Som den tilbagevendende læser her på blog’en måske har bemærket, kan jeg godt lide at tage billeder af ting som er meget anderledes end i Danmark, så her kommer lidt billeder fra gåturen hjem.

Da vi nærmede os Bulagbog Beach blev vi overraskede over at se kites i luften og Betina var klar til at tage på vandet igen. Men da vi kom tættere på, kunne vi se at det var de helt store klude (17 og 19m2), der cruisede rundt på det flade vand. Så der kunne vi ikke være med. I stedet blev det til et par kopper kaffe i hotellets lounge område, efterfulgt at et dejligt ophold på hotelværelset. Vi har nemlig i dag fået ny air con, da den gamle døede med en høj og klaprende lyd for et par nætter siden. Det bliver en stor fornøjelse at sove dejligt køligt igen i nat, efter et par nætter med en temperatur på mellem 25 og 30 grader.

Om aftenen gik vi på restaurant Lemon sammen med Betina’s ene søn og svigerdatter og hendes to børnebørn. Vi har spist flere gange på restaurant Lemon mens vi har været her, da Betina kendte den fra tidligere ophold på Boracay. Som kuriosum kan vi fortælle at ejerens søn, er en af Filippinernes bedste kitesurfere (Christian Tio) og der hænger billeder af ham og hans pokaler over baren.

Sjovt nok havde Betina en aftale om endnu en behandling – denne gang kl. 21 – så vi måtte skynde os hjem. På vej hjem var det bælgmørkt, men vi kunne høre at det nu var masser af vind. Det er jo typisk, når man ikke kan bruge det til noget. Vi krydser fingre for at vinden også er der i morgen.

Lørdag d. 5. november

Vi var traditionen tro tidligt oppe lørdag morgen. Vi har fået en tro på at vinden er bedst fra morgenstunden og prioriterer kitesurf over morgenmaden.

Der var dog ikke særlig meget vind fra morgenstunden, så vi gjorde vores 12’ere klar på stranden og brugte tiden på at tjekke reparationen af Betina’s bar. Mens vi rodede med det, kom vinden snigende og snart var vi begge på vandet. Og hvilken dag!

Det har bare blæst hele dagen og der har været høj sol fra morgen til aften. Vi fik kitet 2 sessions i formiddag på ca. 1½ time pr. session og vinden valgte passende at tage en slapper, mens vi fik lidt frokost.

I de par pauser vi har holdt i dag, har vi 2 gange oplevet kites der eksploderede med et hult drøn. Den ene fordi den lå midt i solen og varmen udvidede luften i den – BOOM! Den anden en stakkels ungersvend som tydligt var begynder. Da han 2. gang sendte sin kite lige durk ned i strandkanten var det slut – BOOM! Det er sgu næsten som en gammel grandprix sang af Mabel.

I den tro at vinden nu var slut for i dag, pakkede vi alt udstyr sammen og lagde det over i kiteopbevaringen og gik ned på stranden og så på dem, der fortsat kitede med +15m2 kites. En af disse som lige var kommet i land spurgte om ikke jeg ville låne hans 15m2 nu da han selv var færdig. Og det skal man ikke spørge om 2 gange, så jeg røg på vandet igen med en Cabrinha Moto 15 m2. Og den trak som en traktor! Jeg fik lige endnu en time mere på vandet og mens jeg var ude, kom vinden igen. Så da jeg kom i land, havde Betina fået gjort sit udstyr klar igen og tog dagens 3. session. Da hun også kom i land var det ikke fordi der ikke længere var vind, men fordi kræfterne ikke slog til længere. Så vi kaldte det en surfdag og gik i hotellets lounge og drak en velfortjent øl. Det er vist et emne jeg har forsømt. Det filippinske udvalg af øl lader en del tilbage at ønske. Man støder fortrinsvis på 3 forskellige øl hernede: Sam Miguel Pale Pilsen, Sam Miguel Light (kun kalorielet, ikke let på %) og Red Horse Beer (som er en stærk øl). Alle 3 øl laves af samme bryggeri – Sam Miguel. Og de er jo alle øl, men ingen af dem er egentlig noget at skrive hjem om – men det fik jeg så gjort alligevel 😣.

I loungen faldt vi i snak med et lidt umage par som netop var fløjet ind fra London, men hvor pigen ER fra London og fyren fra Brasilien. Han kan stort set ikke tale andet end portugisisk, men da emnet er kitesurfing, klarer vi det alligevel. De skal være her en måned, så de har valgt at rejse let og så købe udstyr herned. Mens vi sad og talte, fik de lige købt en sprit ny kite og bar samt en trapez af vores hotelejer med meget mere, Winnie.

Da vi har haft den fedeste dag på vandet i dag, er det ikke blevet til særligt mange billeder – beklager.

Om aftenen gik vi ud at spise sammen med Betina’s søn Andreas og hans familie. Det blev til en koreansk BBQ på restaurant Kumkangsan. Det fik minderne lidt tilbage på 80’ernes Racklette eller Fondue, for man får et lille gasblus med en glohed støbejernswok på bordet og så er det ellers med selv at lave sin mad. Jeg skal være helt ærlig at sige, at jeg IKKE lige var in the mode for “gør det selv” mad, men må indrømme at maden var både spændende og velsmagende. Men jeg var mere til en stor beskidt bøf denne lørdag….

Søndag d. 6. november

Det er nærmest blevet en tradition, at vi står tidligt op og tjekker vind og vejr og rigger vores kites til, hvis der er det mindste håb om at komme på vandet. Således også i dag.

Betina’s to sønner med familie er på ferie på Boracay mens vi er her, så vi slår to fluer med et smæk: Familiesamvær og kitesurf. Vi har efterhånden talt så meget om det, at flere i familien har fået blod på tanden og Andreas’ kæreste (Rema) og Andreas’ ene datter, Gabriella, havde book’et et begynder kitekursus fra morgenstunden. Så da Betina og jeg tog ud med hver vores 12’er, gik de to piger i gang med kiteundervisning på stranden.  Begge Betina’s sønner var på stranden for at se deres mor på boardet og den ældste søn, George, blev så inspireret, at han også købte et begynderkursus.

Mens vi kitede om formiddagen bemærkede vi en hel del skidt i vandet i den ene ende af bugten. Der var store træstykker, grene ja hele stammer i vandet, blandet med enkelte plastikstykker. Men holdt man sig i den anden ende af bugten, var der rent nok og vi tænkte ikke så meget mere over det.

Ved 10.30 tiden var både Betina og jeg kaffetørstige og gik i hotellets lounge og fik kaffe og noget morgenmad. Efter en veloverstået ”brunch” var vi klare til at tage endnu en tur på vandet. Umiddelbart så det ud til vinden var taget til, for der var lange, hvide striber på vandet, som normalt er tegn på vind. Så afsted med os. Imidlertid viste det sig, at det vi troede var vindstriber i stedet var lange striber med plastik og alt muligt skidt. Jeg har ALDRIG været ude for noget lignende. Det var nærmest som at sejle i en losseplads og vi gik begge hurtigt ind igen.

Fra stranden kunne vi bare se hele bugten blive fyldt mere og mere med al slags plastikaffald som også hurtigt drev ind på stranden. Når vi spurgte de lokale om hvad pokker der var på færde, mente nogen det skyldtes kraftige regnskyl i bjergene som førte al skidtet med sig, andre at det var eftervirkninger fra tyfonen. Jeg ved det ikke – det var i hvert fald ulækkert og ikke noget vi er vant til at se hjemme. Så Betina gik resolut i gang med at samle skrald på stranden i poser der også var skyllet ind og snart havde vi fået aktiveret de fleste af hotellets gæster med at rense strand. Lidt en Sisyfos opgave, men man KAN bare ikke stå og se til.

Efter sådan en oplevelse er man lige klar til at sige sit job op og starte med at arbejde for en miljøorganisation…

Vi forsøgte at kite lidt igen om eftermiddagen, men der var fortsat meget skidt i vandet. Mindre, men dog noget. Sejlede man ud til revet blev det lidt bedre, men ikke godt. Vi stoppede derfor tidligere end vi ellers ville have gjort og krydser fingre for at alt ser meget bedre ud i morgen.

Mandag d. 7. november

Vi kører lidt på repeat her på tredje uge. Tidligt oppe, tjekke vind, rigge kites til. Dog tog vi en kop kaffe i hotellets lounge inden vi hoppede på vandet. Bugten var meget renere her til morgen end i går, men der skulle heller ikke meget til. Det meste plastik er væk, men man kan ikke lade være med at tænke på alle dyrene i havet heromkring. Angiveligt skulle der være en del store havskildpadder lige ude ved revet og de har det i hvert fald skidt med store stykker gennemsigtig plastik i vandet…

Selvom det meste plastik er skyllet i land, er der en del store grene, ja sågar hele træer der ligger ude i bugten. Mange af ”pindene” står lodret op fra bunden, med en stump stikkende oven vande. De er svære at se når man kommer sejlende med solen i øjnene, så vi turde dårligt nok hoppe eller forsøge os med tricks i dag, af frygt for at lande i sådan en pæl. Forhåbentligt forsvinder disse træstykker med det skiftende tidevand. Vi får se.

Vi har jo været begunstiget med super godt vejr den sidste uges tid. Solen og det salte vand har været hårdt ved mine øjne, som har været ildrøde flere dage i streg. Jeg talte med en Schweizisk kitesurfer som anbefalede solbriller og i øvrigt også vitamin A creme til øjnene om natten. Det sidste ved jeg ikke om passer, men jeg har købt et par hurtigknepper solbriller af en strandsælger, så nu spiller det med øjne, sol og saltvand. Og jeg ligner virkelig en 60 årig der prøver at være hip med de hippeste 😎. DET giver street cred.

Vi tog en lille morgensession på ca. en time og gik i land. Betina’s søn Andreas og hans familie rejser hjem til Manila i dag, så vi havde aftalt at spise morgenmad med dem inden de rejste. Som sagt, så gjort i Loungen på vores hotel.

Da Andreas med følge havde forladt os, gjorde vi klar til endnu en tur på vandet, men desværre var vinden faldet så kitesurf var ikke en option. Vi ventede en times tid, da vejrudsigten lovede mere vind om eftermiddagen, men den kom aldrig og vi besluttede os for at bruge tiden mere fornuftigt end at vente.

I stedet tog vi over til Punta Rosa Beach og gik derfra en tur ud til Dinivid Beach – som er den strand mange tager ud til for at se solnedgangen i havet. Vi var der dog ved 15 tiden og på denne side af øen er der ingen vind (som i INGEN vind). Det vil sige ingen svalende brise, som vi er vant til fra Bulabog Beach, men til gengæld fuld sol. Vi var ved at smelte! Heldigvis er der jo ikke langt til en dukkert, men i og med vandet er 28 grader er det så som så med den kølende effekt.

Men bortset fra varmen, så var det en utrolig flot tur, hvor stien ud til Dinivid Beach går langs en bjergside, lige ved vandet. Meget flot – håber det kommer til udtryk i billederne.

Jeg er lidt en sucker for små tips og tricks jeg synes er smart tænkt. Så her er en lille ting jeg så på bådene på stranden som jeg synes er genialt og enkelt. En indbygget rulle til at rulle både ud i vandet.

Vi mødte en fisker som kom gående med dagens fangst af tun – så her ER fisk.

På vej tilbage gik vi langs Whitebeach og lavede et kort pitstop i Kasbar strandbaren for at få en kølende forfriskning. Derefter fandt vi en tricycle og kørte tilbage til Bulabog Beach, hvor vi lige nu nyder aircondition’en på værelset. En enkelt 16m2 kite sejler lidt frem og tilbage i bugten, men ellers sker her ikke alverden.

Jeg fik i starten af ferien sagt at man kan bunde i hele bugten ud til revet. Det er kun delvis rigtigt. Når det er højvande kan man ikke bunde ret mange steder i bugten. Når det er lavvande, vil jeg tro man KAN bunde helt ud til revet. Jeg har også nævnt at her er søpindsvin og man bør sejle med sko på. Det er en sandhed med modifikationer. Efter nu 2½ uges sejlads, har jeg endnu ikke rørt bunden, andet end de 4-5 meter for at komme væk fra stranden. Og vi sejler IKKE med sko, selvom vi var ude at købe nogen de første dage hernede. Barfods kitesurfing kan bare noget.

Vores ophold her på Boracay nærmer sig sin slutning. Oprindeligt var det meningen at vi skulle til Manila i morgen, så derfor har vi kun hotellejligheden endnu en nat. Men vi har besluttet at blive her endnu en dag, så i morgen rykker vi ud af lejligheden og ned på et værelse, da lejligheden er udlejet til anden side fra i morgen.

Tirsdag d. 8. november

Dagen startede med vi pakkede det meste af lejligheden sammen så vi var klar til at rykke ud, når vi blev bedt om det. Da det var klaret, gik vi i loungen (som i øvrigt selvfølgelig er under åben himmel) og fik kaffe og et par stykker brød.

Mens vi ventede på kaffen, gik vi de 20 meter ned til stranden med vores udstyr, så det var klart. Det er vild luksus der står folk klar til at fylde luft i ens kite og desuden rigger til med liner og bar. Så da vi havde drukket morgenkaffe, var det bare at gå de 20 meter ned og hoppe på boardet.

Det har været en FANTASTISK kitesurfdag. God stabil vind hele dagen og vi har haft 3 sessioner på vandet, kun afbrudt af spise- og drikkepauser. Havde vi haft flere kræfter, kunne vi have surfet endnu længere, men vi er flade – helt flade.

Klokken er nu 16.47 lokal tid mens disse linjer skrives. Da vi begge har været på vandet det meste af dagen, har vi ikke fået taget nogen billeder i dag. Man kan ikke vinde hver gang.

Vi har som sagt pakket alt ned til at flytte ud af vores lejlighed, men da vi talte med hotelejeren ved frokosttid, sagde han at lejligheden ikke er booket i dag og i morgen, så vi slap for at flytte. Vi har nu fået et velfortjent bad og planen er nu at frekventere ”min” frisør igen om lidt, så jeg kan returnere nyklippet og skarp til Danmark. Så må ma ofre de 35 kroner på skønheden….

Det får mig til at tænke på en ting, jeg har glemt at nævne i mine skriblerier. I Danmark har stort set ingen længere kontanter, men betaler udelukkende med kontokort. Er der nogen som insisterer på at betale kontant derhjemme, får man straks mistanke om at der er tale om sorte penge. Meget anderledes er det her på Boracay. Her sker al betaling med kontanter. Dog findes der en form for Mobilepay – Gcash – som man kan bruge på en del restauranter. GCash er en løsning fra Filippinernes største teleudbyder.

Uagtet GCash så er kontanter den mest farbare betalingsform her.

Vi har jo næsten været her i 3 uger. Og i løbet af 3 uger løber man ind i en række forskellige mennesker. Vi er i sagens natur primært løbet ind i mennesker med samme interesse som os selv, da vi møder de fleste ved Habagat’s kitecenter her ved hotellet. Winnie, hotelejeren, er selv tysker og der kommer en del tyskere her på centeret. Her den sidste uge, har der f.eks. været 3 rigtigt gode tyske surfere. Vi har også mødt de 2 svejtsere, der er har trukket stikket ud et ½ år og lige er her nogle uger for at få lært den ene op i kitesurfing, så de kan tage andre steder hen at kite. Og fyren fra Singapore som bare var fløjet ned for at kite i en forlænget weekend. Eller den lokale pige som er flyttet til Boracay fra Manila og kiter og ellers arbejder på distancen via hotellets internet forbindelse. Eller den Filippinske mand der fløj ind fra naboøen for at kite i weekenden. Eller Else fra Holland som lige har påbegyndt 3 måneders rundrejse i Asien. Eller Holger og hans kone som var på ferie fra Manila, hvor han arbejdede med solceller til energiselskaber, men lige skulle til Boracay og lære at kitesurfe (og fik forstuvet hånden) osv. osv.

Man kan se det følger et mønster. Først hilser folk ikke. Så ser de os på vandet og derefter begynder man at hilse og efter nogle dage, så er vi bare en del af den samme flok – kitesurfere – og snakken går lystigt og man hjælper hinanden og roser hinanden for fede tricks på vandet.

Lidt anderledes har det været med vores nye venner – Jeff fra Brasilien og Louisa fra London. De ankom hernede i forgårs fra London og skal være her en hel måned. Anderledes fordi specielt han er MEGET udadvendt og lynhurtigt søgte kontakt.

De er begge meget unge, vel start 20’erne og Jeff har en kiteskole i Brasilen, men har det seneste år boet i London sammen med sin kone Louisa. Jeg er ikke klar over hvad hun laver, men i stil med mange andre vi møder her, er hendes plan at arbejde på distancen mens hun er på Boracay. “Digital Nomad” virker nærmest som new normal her.

Vi mødte Jeff og Louisa hos Habagat Kitecenter, fordi de er taget afsted uden kiteudstyr og i stedet vil købe udstyret på stedet. Så de var i gang med at købe udstyr af Winnie, så Jeff kan lære Louisa at kite. De er meget udadvendte og specielt Jeff, som på trods af et år i London og en engelsk kone, stort set ikke kan et ord engelsk. Men det han mangler i sprog, kompenserer han ved at være ekstremt udadvendt og gestikulerende. Et meget sjovt bekendtskab begge to.

Ud over de andre gæster vi har mødt på vores vej, er der også personalet på det lille hotel. Så vidt jeg kan regne mig til, er her 12 værelser, så det ER et lille hyggeligt familiedrevet hotel, styret af altid aktive Winnie og konen Aisa, som bor i deres eget hus som ligger i “baghaven” til hotellet. Når man er her i 3 uger, får man næsten et nært forhold til de ansatte som alle hilser hjerteligt og som kender vores vores vaner og favoritter. Ingen er i tvivl om vi er til kaffe og det skal være en Americano og en Latte.

Men ALLE vi har mødt på hotellet – om det var natportien, rengøringshjælpen, kokken, surfinstruktørerne eller ejerne – alle har over en bred kam været super servicemindede og gjort ferien til en super oplevelse. Så kun varme anbefalinger herfra til at tage til Aissatou Beach Resort/Habagat Kite Village på Boracay.

Nå – tilbage til Jeff. Jeff har i løbet af dagen fortalt at der skulle ske noget med månen ved 17 tiden – men primært på portugisisk, som ingen af os taler. Og da vi har haft fuldmåne de sidste par dage, tænkte vi – nå ja – han taler om fuldmånen. Men da vi kom tilbage til Bulabog Beach efter mit besøg hos frisøren kunne vi se en masse mennesker skue op mod månen. Og så så vi det – der er måneformørkelse på Filippinerne netop i dag d. 8. november, så vi har fået en rigtig flot ”sidste aften” på Boracay. Måneformørkelsen som vi ser her, kaldes også en “blood moon”, fordi månen ser helt rød ud.

Vi har forsøgt at tage billeder af måneformørkelsen med vores mobiltelefoner, men det yder desværre ikke oplevelsen nogen som helst retfærdighed.

Onsdag d. 9. november

Så oprandt dagen hvor vi er nød til at sige farvel til Boracay og Aissatut Beach Resort. Men allerførst skulle vi dog lige en tur eller 2 på vandet. Vi skulle først afsted fra hotellet kl. 13, så vi nåede knap 2 timer på vandet, fordelt over 2 omgange med indlagt kaffe mellem de 2 sessioner.

Selve nedpakningen gik relativt hurtigt, da vi dagen inden havde pakket det meste ned, i den tro vi skulle bytte værelse. Aisa havde arrangeret pick up med en tricycle kl. 13 og efter at have sagt farvel til familie, hotelpersonale og andre vi har mødt på turen, gik det afsted mod havnen. Det er sådan at lufthavnen Caticlan ikke ligger på Boracay, men på det nærliggende ”fastland” (som jo også er en ø, bare større). Så turen er: Tricycle fra hotel til havn, ”færge” fra havn til fastland, tricycle fra havn til lufthavn. Ikke nogen stor rejse, men dog alligevel noget logistik der skal gå op.

På havnen i Boracay skal der købes biletter til færge mm. Og det er lidt et studie i filippinsk effektivet(!). Der er et utal af skranker, så havde det ikke været for hjælp fra vores bærere (og det lyder bare helt forkert, men det er altså helt almindeligt, at man køber sig fra at bære sin bagage), så ville vi ikke vide hvilken skranke vi skulle vælge. Men vi finder så den rigtige skranke og køber bilet til færge og udfylder papirformularer med oplysninger om os (her går vi ikke op i GDPR regler). Efter at vi tror vi har gjort vores, bliver vi sendt til en ny skranke, mere papirarbejde og flere penge op af lommen. Det gik aldrig rigtigt op for mig, hvad vi købte anden gang, men det var helt klart, at det skulle også til, hvis vi skulle med båden. Herefter 2 meter længere hen og vise papirerne og SÅ var vi good to go. Hele processen ville være gefundnes fressen for en LEAN/SIX SIGMA konsulent…

Men vi kom med båden og blev guidet til en ”ny” tricycle og kørt til lufthavnen. Inden vi forlod havnen, kom der en ældre kvinde og spurgte om hun måtte køre med, hvilket vi sagde ja til. Undervejs spørger hun til hvor vi kommer fra og vi spørger naturligvis hende om det samme. Da vi hører hun kom fra Rusland blev stemningen noget trykket og der blev ikke talt mere under turen.

I lufthavnen gik alt nogenlunde glat. Dog mente AirAsia personalet pludselig at vores kiteudstyr, som vi have betalt 4 gange vores biletpris for at få med, pludselig var sportsudstyr (!) og det havde vi sandelig ikke lov til at tage med. Efter en del parlementeren lykkedes det dog at få det med og langt om længe sad vi i flyveren på vej til Manila, hvor vi skal være til fredag morgen.

I Manila havde Betina’s ene søn (som bor i Manila) arrangeret en AirBnB lejlighed i den mere mondæne del af Manila som bliver kaldt Eastwood  (tror ikke det har noget med Client’en at gøre). Så det var lige med at blive transporteret derover fra lufthavnen. Vi havde fået at vide, at det er alt for dyrt at tage en almindelig taxa og at taxamarkedet er en typisk turistfælde. Ifølge Betina’s sønner er løsningen at bruge den lokale version af Uber, som kaldes Grap (Der findes en app). Vi havde på forhånd fået at vide, at vi kunne bruge den gratis wifi i lufthavnen så vi kunne tilkalde en Grap taxa. Det kan man i princippet også, hvis altså lige man har et filipinsk telefonnummer, hvilket vi ikke havde. Nå – lang historie kort, så lykkedes det med Betina’s søns mellemskomst at få bestilt en Grap chauffør, som ved et lykketræf viste sig at holde 5 meter fra  hvor vi stod med vores ca. 60 kg’s bagage.

Manila er jo en by med 17 millioner indbygger og vi skulle køre om på den anden side af byen med start 17.20 ish. På den tid af dagen tog det godt 2 timer, med en gennemsnitsfart der ikke har oversteget 20 km i timen. Og på trods af den beskedne hastighed, så skal man som chauffør være vågen, for der er måske nok færdselsregler, men det virker lidt som ”alle mod alle” og der kommer knallerter og motorcykler susende mellem bilerne på begge sider. Men det til trods, så kunne vores chauffør snildt have en messengertråd kørende det meste af vejen mens han styrede os sikkert igennem byen.

Vel fremme i Eastwood fandt vi vores AirBNB i Eastwood Tower 1 på 38 etage. Fed udsigt over byen. Efter at have droppet vores bagage, mødtes vi med Betina’s søn og hans familie og gik ud at spise på en Vietnamesisk restaurant. Det må jeg sige var et af de bedste måltider vi har fået på turen.

Efter en tur rundt i det lokale ”Mall” var vi ved at være grydeklare og efter et kort besøg i Starbucks gik vi ”hjem” og i seng efter en lang rejsedag. I morgen bliver det sightseeing i Manila, inden det tidligt fredag morgen går mod lufthavnen og Danmark.

Torsdag d. 10. november

Vi startede dagen med at gå fra kvarteret “Eastwood” over til kvarteret “Akropolis”, hvor Betina’s søn Andreas bor med sin familie. Vi havde aftalt at spise morgenmad med dem, inden datteren Gabriella skulle i skole. Fillipinerne er fortsat så lukket efter Covid-19, at eleverne ikke mødes fysisk i skole hver dag, men undervises virtuelt 3 dage om ugen. Men netop torsdag og fredag er de 2 dage Gabriella skal møde fysisk – dog først 10.30, så der var tid til morgenmad sammen.

Efter morgenmaden gik vi til det nærlligende mall, for at finde en optiker. Jeg havde været så uheldig at brække en brillestang på mine briller og ville forsøge at få dem fixet, da jeg er handikappet uden brillerne.

Optikeren kunne ikke lave mine briller. Til gengæld kunne han sælge mig et nyt par med glas med styrke for 3000 Pesos. Det svarer rundt regnet til 420 kr og da han samtidigt sagde jeg kunne have dem i løbet af 20 minutter slog jeg til og besluttede at købe 2 par. For det ikke skulle være løgn, så var der 25% rabat på par nummer 2, så alt i alt kostede det mig ca. 735 DKk for 2 par briller med styrke.-

Betina udnyttede tiden til at besøge en frisør hun tidligere har brugt hernede. Ja faktisk har hun ikke været til frisør i de sidste 3 år og dengang var det samme frisør. Så det var sikkert tiltrængt og resultatet er da også blevet godt, selvom prisen ikke kan matche de 35 kr jeg gav hos frisøren på Boracay.

Resten af dagen har vi mest driftet rundt på må og få i Eastwood. Eastwood er en meget ren bydel. Man må ikke ryge på gaderne og der er f.eks. bøder hvis hundene besørger på gader og stræder. Derfor ser man også hunde i snor gå med ble(!)

Man ser også andre skilte, som vidner om at man her har andre problemer end vi har hjemme i trygge Dannevang. Her er en del politi og vagter i gadebilledet og det er ikke ualmindeligt at de går rundt med en pumpgun…

I aften er det planen at spise sammen med Andreas’ familie og Betina har lovet at lave traditionel dansk mad for dem i form af frikadeller. Lige nu tager vi en pause i lejligheden på 38. etage. Herunder et par billeder taget fra tagterrassen, samt et billede hvor værelset vi bor på er markeret med en rød cirkel.

Fredag d. 11. november

It’s a wrap! Efter 3 fantastiske uger i Filippinerne sidder vi nu i lufthavnen i Manila og venter på at kunne board’e og så går turen ellers hjem til Danmark. Ses på den anden side 😎.