Hvordan kommer jeg i gang med at hoppe?

For nylig blev jeg spurgt om ikke jeg kunne holde et kursus i hvordan man hopper når man kitesurfer.

Det ved jeg ikke lige om jeg er den bedste til at undervise i, men det fik mig i hvert fald i gang med at tænke over hvad pokker man egentlig gør, når man hopper. Når man kan, så er det lidt som at cykle, man tænker ikke over hvad man gør, man gør det bare.

Men nu har jeg tænkt lidt og her kommer så min ”how to” guide i at hoppe med sin kitesurfer.

Pop vs. hop

Hvis du har YouTube’t lidt om emnet, vil du typisk se at mange skelner mellem det, de kalder ”Pop” og så deciderede hop. Og det er da rigtigt at teknikken er lidt forskellig, men er man i luften, så er det vel for pokker et hop, uanset hvordan man kom derop….

Men min forståelse af et ”pop” er når du bare sejler derudaf og IKKE ændrer din kite’s stilling, men bare laver et lille hop ved at trykke ned med den bagerste fod (”sætte af”) og hive op med den forreste fod. Så hopper du automatisk et lille stykke op i luften. Ofte bliver det sammenlignet med at lave en Ollie på et skateboard, men da jeg aldrig har stået på sådan et, hjælper det mig ikke rigtigt…

Et hop er mere kompliceret, da det involverer flere bevægelser end i et pop, bla. at kiten styres hurtigt mod kl. 12, for at bruge dens løft.

Efter min mening skal følgende være opfyldt for at få et godt, højt hop:

  • Fart
  • Høj spænding i linerne
  • Et godt afsæt
  • Et godt løft af kiten
  • Perfekt timing af ovenstående.

Men lad os lige træde et skridt tilbage og analysere hoppet igen.

Det hele går jo ud på at få kanaliseret den energi, der trækker dig fremad, til at gå opad i stedet for. Vi vil gerne højt og går knap så meget op i at komme langt (selvom det også sker af og til). Hvordan gør vi så det?

Hvis du tænker dig tilbage til gymnastiktimerne, hvor man skulle lave spring over hest, så havde man et tilløb hen mod hesten og satte af med samlede ben på et springbræt. Springbrættet var med til at få energien til at skifte fra at være rettet fremad, til at blive rettet opad. Så hav lige dette billede i baghovedet i det efterfølgende.

Hoppets forskellige faser:

Fart

Start med at sejle med stort fart 90 grader til vinden (”halvvind” for dem der sejler). Kiten i ca. 45 grader. Du er i gang med dit tilløb ned mod hesten.

Opbyg spænding i linerne

Mens du er i gang med tilløbet, kanter du boardet (du vil i YouTube videoer ofte høre de taler om at ”edge boardet” – det er at kante det) og samtidigt stikker du numsen ud/ned mod vandet, så du har en relativt sammenbøjet stilling, med strakte arme. Denne position giver dit maksimal spænding i linerne.

Afsættet

Hvis du bare satte af med boardet pegende i den retning du sejler nu, vil du få et relativt lavt hop, som til gengæld vil blive langt. Så det dur ikke, hvis du vil højt. Du skal have lavet noget, der minder om springbrættet fra gymnastiktimen. Hvordan gør du så det?

Det gør du ved at dreje voldsomt op i vinden (hvis du ser Youtube vidoer, så er det det de kalder at ”carve”), ved at trykke med den bagerste fod, så boardet drejer og umiddelbart efter sætter du af med begge ben – igen som på springbrættet i gymnastik. Kan du få det til at passe med du carver op ad en bølge, så får du bare ekstra højde.

Løftet

For at få endnu mere højde, skal du nu bruge den spænding du har opbygget i linerne. Styr kiten hurtigt op mod kl. 12, samtidigt med du haler ind i baren. På den måde bruger du spændingen i linerne og kitens kraft til at hive dig endnu længere op.

Timing

That’s it. I princippet meget simpelt, men i realiteten kan det være super svært at få alle elementerne til at flaske sig på det rigtige tidspunkt. Og selvom man har gjort det mange gange, så er der bare nogen gange, hvor man kan mærke at timingen bare sidder lige i øjet og det giver de der ekstra meter.

Godt så – hvad med at komme ned igen?

Ned kommer vi altid – det er bare et spørgsmål om hvor elegant det sker. Og det kommer med tiden.

En god landing starter med at du, mens du er i luften, får boardet til at pege med vinden og efterfølgende sætter du boardet’s bagende i vandet først. Kan du samtidigt føre kiten lidt fremad, så den ikke længere stadig hænger kl. 12-13 stykker, kan du lande så blødt at du kan surfe fra dit hop, med næste lige så meget fart som du gik ind i hoppet.

Betina lander lige “efter bogen” med bagenden af boardet først

Det var min lynguide i hop for kitesurfere. Det er meget nemt på papiret, men det kræver en del øvelse at få de forskellige elementer til at falde i hak. Så det er bare med at komme i gang med at øve sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside site benytter cookies for at give en bedre brugeroplevelse. Ved at benytte websiden, accepterer du vores brug af cookies.