Kender du surfklubben i Lynæs?

De fleste kitesurfere der kommer til Lynæs kender uden tvivl Lynæs Surfcenter, hvor det fra april til oktober er muligt at købe kaffe, øl, vand og meget andet. Men de færreste er klar over at Lynæs også huser en surfklub, nemlig Lynæs Kite- og Windsurfing Club.

Klubben holder til i et lidt undseeligt hus på Lynæs Havnevej ca. halvvejs mellem Lynæs Surfcenter og Lynæs Havn og gør som sådan ikke meget væsen af sig. Men klubben har ligget der i 40 år og havde måske nok sin storhedstid i windsurfingens guldalder i 1980-1990’erne. I dag er der mange flere tilbud og de færeste kitesurfere er organiseret i en klub, men mødes bare uformelt på stranden eller gennem Facebook gruppen ”Hvor (kite)surfes der”. Så hvorfor overhovedet beskæftige sig med Lynæs Kite- og Windsurfing Club? Og specielt hvis man ikke bor i Lynæs?

Det er der flere grunde til og jeg synes netop Lynæs Kite- og Windsurfing Club er interessant for dem som kommer langvejs fra og særligt i de kolde perioder af året. Klubben kan nemlig byde på opvarmede lokaler og varme brusebade, samt et køkken, hvor du har mulighed for at lave dig en varm kop kaffe, te eller suppe.

Netop omklædning i varme omgivelser er klubbens største aktiv. Det er noget sjovere at klæde om indenfor i varmen en kold februar dag, end at stå i ”bar røv og wiklers” på parkeringspladsen og kæmpe med enten at komme i eller ud af en våddragt i 5 graders varme.

Som medlem af klubben får du en nøglebrik og så kan du bruge klubhuset 365 dage om året. Og det koster p.t. kun 600 kr om året at være medlem.

Klubben råder desuden over et antal SUP boards og windsurf udstyr, som man som medlem kan låne og bruge i Lynæs. Der findes desuden et antal bokse til opbevaring af udstyr, som man kan leje. Det er måske ikke så aktuelt for kitesurfere, men bruges flittigt af windsurfere, hvor udstyret fylder lidt mere.

Hvis det lyder som noget for dig, så smut ind forbi klubbens hjemmeside www.surf3390.dk eller deres facebook side https://www.facebook.com/groups/8177568522 og se mere. Klubben kan altid bruge flere medlemmer og er altid på udkig efter medlemmer med nye ideer.

Disclaimer: Lynæs Kiterepair og Kiteschool har ingen kommercielle interesser i Lynæs Kite- og Windsurfing Club.

En tanke om “Kender du surfklubben i Lynæs?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside site benytter cookies for at give en bedre brugeroplevelse. Ved at benytte websiden, accepterer du vores brug af cookies.