Kiteabstinenser – what to do?

Hvis du bare er halvt så bidt af kitesurfing som os, så tænker du sikkert kitesurfing 24*7 og dage, hvor der ikke er udsigt til vind, kan det være en udfordring at få sit daglige kitesurfing ”fix”.

Når jeg får de vildeste kitesurfing abstinenser, lytter jeg til 2 forskellige kitesurfing podcasts, nemlig hhv. Kitesurf365 og The MegaPod. Du kan sikkert finde dem, hvor du plejer at finde dine Podcasts og ellers er der links til dem begge på kitesurf365.com. Følger du med i det Kitesurf magasin som hedder TheKiteMag, kan du også finde disse podcasts der, da Adrian har et samarbejde med TheKitemag.

Kitesurf365

Laves af Adrian Kerr, en New Zeelandsk  kitesurfer og podcaster, som laver en ugentlig podcast om alt hvad der rør sig på kitesurfing scenen. Han hævder at være uafhængig af producenter og andet i sporten og kommer med sin ærlige mening om mærker, trends osv.

Adrian Kerr, udgiver af flere podcasts om kitesurfing.

Han udgiver en ca. timelang podcast hver mandag og ofte er det fede interviews med de absolutte verdens stjerne i vores sport. Listen af kendiser er lang, men jeg kan da lige namedroppe folk som Robby Naish, Jesse Richmann, Aron Hadlow, Kevin Langere osv. osv.

Her i den seneste tid har han hovedsageligt interviewet deltagere til King of The Air, så emnerne er helt hotte.

Nogle af hans podcasts er mere tekniske, hvor han taler med kitedesignere, diskuterer nye materialer og trends i sporten. I 2023 har han f.eks. haft en månedlig Podcast med Dave Kay, Kite Designer m.m p.t. hos Airush (og tidligere hos Cabrinha). Super nørdet, men også super spændende. Jeg hørte for nyligt en podcast, hvor de talte om kite materialer og jagten på lettere, stivere materialer. En nyttig take away fra dette interview var, at Dave Kay ikke forventer at ALUULA vil komme til alle kites, da ”almindelige” kites er så gode, at 90% af os ikke udnytter disse fuldt ud. Mao. ALUULA er overkill for de fleste af os 😊.

Any way – jeg kan kun anbefale at lytte til Adrian Kerr’s ugentlige Podcast Kitesurf365den udkommer som sagt hver mandag.

Så er der The MegaPod

Du finder den på samme hjemmeside som kitesurf365 og den udgives hver tirsdag. Det er mere en gossip podcast, hvor Adrian og en fyr der kalder sig Colin Colin Caroll bare sidder og snakker om hvad der sker i toppen af kitesporten. Det kan være rygter om hvilken rider, der skifter til hvilket brand, hvad det skifte vil gøre ved hans/hendes karriere, hvad der sker med Cabrinha, hvor mange top kitere der kan være i stald hos Duotone osv., osv. Det er virkelig en rygtebørs og sladrecentral de har kørende, men meget muntert.

Jeg har ikke kunnet finde særlig megen baggrundsinformation om hverken Adrian Kerr eller Colin Colin Caroll, men de virker som om de ved hvad de taler om. Jeg tror Colin Colin Caroll er fra England, men kun baseret på at han har en kæmpe svaghed for den engelske Freestyle kiter Tom Rocco Bridge. Hvis der er nogen, der kan kaste lidt mere lys over hvem både Adrian Kerr og Colin Colin Caroll er, så drop en kommentar i kommentarfeltet.

Colin Colin Caroll – jeg ved ikke hvorfor han altid lader sig afbillede, hvor billedet er manipuleret, men det gør han på alle billeder, platforme etc., så det er åbenbart “en ting” 🤷‍♂️.

Både Adrian og Colin har gang i andre ting, så de er meget gode at følge på andre platforme. Colin Colin Caroll gennemfører bla. nogle “blindtest”, hvor et antal kites er lavet helt i sort, uden firmamærker på og hvor han så har typisk 2 verdens stjerne kitere til at teste og komme med deres bedømmelser (og gæt på fabrikat og model).

Håber du får lige så meget fornøjelse af at lytte til disse podcasts, når du har the kitesurfing blues. Der er episoder nok, da Adrian har været i gang siden 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside site benytter cookies for at give en bedre brugeroplevelse. Ved at benytte websiden, accepterer du vores brug af cookies.