Efter en del år i kitesurfing synes jeg, jeg kan se at mange kitesurfere gennemgår en udvikling. Klart at de gør i forhold til evner på board og med kite, men jeg tænker mere på en social udvikling i kitesurf miljøet. Jeg kan i hvert fald sige, at det i et vist omfang passer på den udvikling jeg selv har gennemgået.
Det hele starter som wannabe kitesurfer. Du er fascineret af de garvede kitesurfere – deres halsbrækkende manøvrer, farten, bølgerne osv. På en og samme tid er du lidt skræmt, men også draget (got it?) af sporten. Efter lidt tilløb får du taget dig sammen til at få book’et et kitesurfing kursus og en dag finder du dig selv på stranden iført alt udstyr. Spændt med mega sommerfugle i maven.
Usikkerheden ved at være alene
Efter endt kursus skal du pludselig stå på egne ben og det virker grænseoverskridende at køre ud til et kitespot, hvor man ikke kender nogen. Er der overhovedet nogen der vil hjælpe mig med at launch’e? Og kan jeg overhovedet huske hvad instruktøren sagde, udover at launch er det allerfarligste ved at kitesurfe?
Men du får taget dig selv i nakken og får startet bilen og kommer ud på spottet. Tøvende henvender du dig til en anden kiter og bryder sammen og tilstår at du er begynder – og vil han/hun ikke lige hjælpe dig i gang? Og selvfølgelig vil han/hun det, for også han/hun var begynder engang og stod på ligeså usikre Bambi ben som dig. Og pludselig er al din usikkerhed i forhold til modtagelse i kitermiljøet forsvundet som dug for solen. Du finder ud af at alle kitesurfere gerne vil hjælpe – og alt er lyserødt og godt.
Med i det store fællesskab
Nu da du har fundet ud af, at de slet, slet ikke er farlige i surfermiljøet, så SKAL du bare være med i miljøet ASAP. Du deltager i alle fælles arrangementer, du melder dig ind i de rigtige facebook grupper, du følger de rigtige kite influencers og kommenterer flittigt med i grupperne, nu da du selv er en del af miljøet. The more, the merrier – så du tager gerne ud til de spots, hvor du er sikker på at finde (mange) andre ligesindede. Og alt er godt…..
Altså lige indtil den dag, du er blevet mere rutineret. Du kender de fleste på dit yndlings spot og du skal hilse på alle og du skal launch’e og lande kites til højre og venstre. Det tager efterhånden en krig at komme på vandet selv. Og det bliver for meget.
Med i det lukkede fællesskab
Nogen gange kan det bare blive for meget. Alt, alt for meget. Og så kan man se det – man skulle have været taxachauffør (nå nej – det var Onkel Danny – det er en anden historie). Men det bliver for meget – det fællesskab. Det hele bliver for crowded. Så du begynder at finde nogle andre, som har det lidt som dig. En lille gruppe – et lille broderskab, hvor I går ud fra jeres ”hemmelige” spots. Spots hvor der er god plads og man ikke skal dele hver en kvadratmeter.
Og så slår det pludselig en. Hvad har du gang i? Kitesurfing går ud på at have det sjovt med ligesindede. Folk som kan lide fart, spænding, adrenalinsus, hop. Men som også kan lide frihed, havet, naturen og ren afstresning. Så uanset hvor du er i kitesurferens sociale udviklingsstige – så er det OK. For vi kan alle lide det samme – den enorme frihed og følelsen af Zen på vandet. At være et med naturen og slippe tanker om alt andet end kitesurf i nuet. Og der skal være plads til os alle. Og vi skal værne om de spots vi har og behandle dem ordentligt, så vi kan blive ved med at komme der, uden nogen ser sig sure på os. Så vær en god ambassadør for sporten på dit lokale (og andre) spot.
Hvad er det næste trin i kiterens sociale udvikling? Kom gerne med dit bud i kommentarsporet.
