Når man sidder i vinterkulden i Danmark er det let at drømme sig væk til varmere himmelstrøg med høj sol, masser af vind og varmt vand. Og det var præcis hvad der skete for os. Efter at have kitesurfet hjemme i Danmark vinteren over i temperaturer tæt på frysepunktet, begyndte vi at trawle rejsehjemmesider igennem for at finde en kitedestination, som vi kunne komme til med en direkte forbindelse fra København og hvor rejsetid og tidsforskel gjorde det muligt at komme afsted på en enkelt uges kitetrip midt i vinterperioden.
Valget faldt på El Gouna i Egypten. Rejsetiden er godt 5 timer, tidsforskellen er en time og lufttemperaturen i marts er på den gode side af 25 grader og vandet omkring de 20 grader. Og vindstatistikken siger at man burde kunne kite 80% af dagene (statistikken er endnu bedre om sommeren og de lokale siger man kan sejle hver dag i perioden maj-juli!).
Der er flere rejsebureauer der arrangerer rejser til El Gouna, bla. Atlantis og Sunweb. Vi rejste med Sunweb som har aftaler med flere forskellige hoteller i byen. VI rejste 2 voksne og valgte derfor hotellet ”3 Corners Ocean View”, som er et ”all inclusive” hotel, som ikke er beregnet på børnefamilier.

Man kan jo mene meget om all inclusive, men det er fandme nemt. Og 3 Corners Ocean View har en shuttlebus service der flere gange dagligt kører mellem hotellet og kitesurfcenteret ”Makani”. En køretur på små 10 minutter, som også kan klares i en 3 hjulet ”Tuk Tuk”, hvis ikke man når shuttlebusen. En TukTuk tur koster ca. 40-50 Egyptiske pund – ca. 12 danske kroner.


Som sagt er den lokale møntfod Egyptiske pund, men du kan sagtens klare dig med € som de er meget glade for. Flere steder er priserne opgjort i €. Egypterne er også ret vilde med at veksle deres € mønter om til sedler, da de ikke kan veksle mønterne i banken. Så står du med nogle egyptiske pund når du er ved at vende næsen nordpå igen, kan du snildt veksle egyptiske sedler til € mønter.
Der ligger flere kitecentre langs kysten ved El Guona. Vi valgte Makani fordi flere af vores kitevenner havde anbefalet centeret. Det ligger nord for byen og uden større bygninger i umiddelbar nærhed, i modsætning til flere af centrene inde omkring selve El Guona. Makanis placering gør at vinden er rimelig stabil og ikke generes af høje bygninger som KAN være tilfældet ved nogle af de andre spots (f.eks. Mövenpick). Kitecenteret KBC ligger også nord for byen og ser også ud til at være ret populært.

Vi landede i Hurgarda lufthavn sent lørdag og havde book’et en bil til at køre os og vorres kitegrej de 30-40 km fra Hurgarda til El Gouna. Det tog en god ½ time. Og efter en god nats søvn tog vi til Makani med vores udstyr. Der var ikke super meget vind, men vi forsøgte med vores 12’ere (som var de største kites vi havde taget med). Det var lige præcis nok til at Betina kunne sejle, men jeg måtte give fortabt og gå tilbage på stranden og se på. Men stadig bedre end at sidde hjemme i kulden 😊.

Makani centeret er et super center – der er alt man har brug for og selvom der ikke er vind, er det et fint sted at hænge ud med ligesindede. Bare for at give et indtryk af faciliteterne kommer her lige en kort liste:
- Udlejning
- Kitereparation
- Opbevaring
- Kompressor
- Redningsbåd
- Butik
- ”Living room”, hvor man bl.a. kan sidde at arbejde
- Sauna
- Undervisning
- Vindmåler og webcam
- Bar
- Restaurant
- Bordfodbold
- Gym
- Volleyball bane
- Massage
- Fri WiFi (password “goodvibes” 😎)
- Bad
- Stort område til at hænge ud i med solsenge, sækkestole, bord og stole etc.
Jeg kan faktisk ikke lige se at man har brug for mere. Samtidigt er personalet utroligt venlige og serviceminded. Man når dårligt at starte med at pumpe sin kite eller lægge den sammen, før ”arbejdet” overtages af en af personalet.










Selve farvandet ud for Makani er straight forward. Der er sandbund over det meste og du kan for det meste bunde over det hele. Det er lidt som Lynæs – bare på steroider. Vinden kommer fortrinsvis fra Nordøst, som er skråt pålandsvind. På råd hjemmefra sejlede vi lidt ud fra kysten og lidt op mod nord. Der finder man det flotteste turkis blågrønne vand man kan tænke sig. Og da de fleste klumper sig sammen tæt på land lige foran Makani kitecenter, kan man få det hele for sig selv derude. Og man kan fortsat bunde.

Det skal siges at vi havde en dag med højvande hvor vi opdagede at vi ikke kunne bunde hvor vi ellers forventede det. Men sker der noget og man ligger for længe i vandet, sætter personale fluks en gummibåd i vandet og kommer ud at tjekke op på den forulykkede. Vi så da en kvinde med en Core kite blive hentet 2 gange på samme dag….
En note om vandet. Vi har været en del steder at kitesurfe og nu til dags oplever man flere og flere steder, at havene er forurenet af plastik. Det ser man endnu ikke meget af i farvandet ud for El Gouna. Det KAN ske at du spotter et stykke plastik her, men sammenlignet med f.eks. oplevelser i Tyrkiet, Marokko og Filippinerne, er det her ingenting.
Jeg skrev tidligere at vandet er omkring de 20 grader i marts og luften varmere. Jeg vil anbefale at man tager våddragt med – vi sejlede med 4/3mm dragter med korte ben og lange ærmer. Det synes jeg var helt perfekt. Kan man klare den hårde sol, kan man måske klare sig med en shorty.


På Makani har de en skærm der løbende viser vejrudsigten for området. Det var dog så som så med præcisionen i forudsigelserne, for da vi ankom så det kun ud til at vi ville få en dag med vind nok til at tage på vandet. Men her lidt mere end halvvejs gennem ferien, har vi nu været 4 dage på vandet – i træk. Indrømmet vi har været nødt til at leje en 15m2 kite to halve dage, da vores største kite (12m2) ikke kunne holde den ene del af rejseselskabet i gang. Det koster i øvrigt 50 € at leje en kite inklusive bar for en halv dag (2 timer). Men de er meget large – jeg lejede f.eks. en kite fra kl. 12 og afleverede den tilbage kl. 16 og blev kun charged for de 2 timer.
Udlejningsudstyret er i øvrigt det sidste nye fra Duotone, så der er ikke noget at klage over der.
Vi havde en enkelt eftermiddag, hvor vinden vendte og blev fraland. Og jeg skal love for at der så kom vind, så de små kites kunne blive luftet. En lille time med fuld skrald og hvor der var super meget trængsel tæt på stranden. Vinden tog bare til og var ret stødende da den kom ind over land. Pludselig kom der også regn samtidig med at luften var fyldt med sand. Af frygt for en regulær sandstorm blev alle kaldt på land og beordret til at pakke deres kites sammen pronto. Så blev der ikke mere kitesurf den dag 😊.


Vi kom ind i en rytme med morgenmad, shuttlebus til Makani kl. 8.30, kite og hænge ud der til 16.30 og så med shuttlebusen hjem til hotellet. Et bad og afslapning. Aftensmad kl. 19.30 måske efterfulgt af enten øl, kaffe eller en GT. I seng ca. 21 😊 – repeat. En enkelt aften gik vi ud at spise på en af de nærliggende restauranter så hvis man gerne vil prøve noget andet end hotellets mad og bar, så findes det inden for ca. 10 minutters gåtur.
Er der er en dag eller to uden vind, er der stadig meget at lave i El Guona. Tag f.eks. på bådtur og svøm med delfiner eller ud at dykke. Du kan også komme ud at stå på wakeboard i den lækre ”Sliders” kabelpark – https://www.sliderscablepark.com/. Kort sagt, der er masser at give sig til – bare spørg i receptionen. Du kan også sagtens få dagen til at gå i Makani, selvom du ikke kan komme ud at kite.












Økonomi:
Tjah hvad koster sådan en tur? Sådan en tur kan sikkert strikkes sammen på mange forskellige måder, men vi havde valgt en charterrejse med Sunweb med ophold på The 3 Corners Ocean View med all inclusive. Pris: ca. 6.800 kr pr. person. I denne pris var der også egen taxi fra lufthavn til hotel og retur. Hertil kommer udgift til flytransport af 20 kg kitegrej pr. person – 600 kr tur/retur.
Man kan kun kite fra kitecentrene og det koster at benytte centrene og få opbevaret sit grej der. Vi valgte Makani Beach Club og der koster det 12 € om dagen at benytte centeret og få sit grej opbevaret. Vi har ikke undersøgt priserne hos de øvrige centre, men tænker det sikkert er niveauet.
Transport fra hotel til kitespot og retur er inkluderet hvis man kan nøjes med de tidspunkter shuttlebussen kører (8.30 og 9.30 fra hotel og 16.30, 17.30 og 18.30 retur fra kitecenter). Ønsker man at køre på andre tidspunkter er der altid TukTukkerne som koster mellem 35 og 50 egyptiske pund og der kan være 3 personer i tuktuk’en.
Afslutning:
Jeg håber du kunne lide vores rejsebeskrivelse. Drop gerne en kommentar hvis du har andre fif fra El Gouna. Har du lyst til at være gæsteskribent og lave en rejsebeskrivelse fra et kitespot du har besøgt, så drop mig en mail eller skriv det i kommentaren 😊