Læs om kite trip til Kenya

Go’ stil i Diani Beach

Vi har tidligere skrevet om vores egne kiteferier, fordi vi tror mange gerne vil høre lidt om hvordan de forskellige kitespots i virkeligheden er, når man får det fra en ligesindet kitesurfer. Dvs. hvad er godt, hvad er skidt, hvor tager man hen, er der dybt, hvornår er der vind, hvor spiser man osv.

Selvom vi hellere end gerne ville bruge mere tid på at rejse og lave flere beskrivelser, så slår tiden ikke til. Men der er ikke tvivl om, at vi får en hel del reaktioner på rejsebeskrivelserne, så der er klart en interesse for disse artikler. Så da vi hørte at Claus Wilkki, en af vores tidligere kursister, skulle afsted med vores samarbejdspartner Kitekollektivet til Kenya, spurgte vi ham om ikke han havde lyst at være gæsteskribent og skrive om sin tur. Det ville han heldigvis godt. Læs med herunder og se også de flotte billeder fra turen.

Står du selv og skal på kitetrip og har du en fortæller gemt i dig, så har du også chancen for at få din rejsebeskrivelse bragt her på vores nyhedsblog. Bare tag fat i os, så finder vi ud af praktikken.

En rejseberetning fra kite-camp i Diani Beach, Kenya

Lige siden jeg for et par år siden blev forgabt i kitesurf-sporten, tog timer med Kim hos Lynæs Kiterepairs surfskole, og gang på gang har iført mig neopren fra top til tå, har jeg været drevet af drømmen om en dag at ”kite” et sted i verden hvor uniformen var et par board-shorts, en rash-guard, en bredskygget surf-hat og mindst 30 grader i skyggen. Fast forward til februar 2023, og det er min virkelighed. Stedet er perlen Diani Beach i Kenya, og jeg er havnet her via Kitekollektivet med indkvartering i det helt fantastiske Makuti House hos danske Anders Linnet. Det vender jeg tilbage til.

Til konklusionen – den og alt andet her i skrivet står naturligvis for egen regning; Diani Beach er et super kite-sted med oceaner af muligheder, hvis du er begyndt at kite selvstændigt, kan holde højde nogenlunde og komme tilbage til dit board, når du crasher og taber det upwind. Du skal ikke længere ud end ca. 50 meter før du ikke længere kan bunde, og det kan selv sagt give potentielle udfordringer.

Kite-spottet ved strand-cafeen og kiteskolen på Diani Beach
Kite-spottet ved strand-cafeen og kiteskolen på Diani Beach

Overvejer du at gøre Diani Beach til din første kite-oplevelse, er der dog god mulighed for det også. Der er flere kite-skoler, og min oplevelse set fra sidelinjen er, at de er dygtige og grundige instruktører selv om, jeg er i tvivl om, de er IKO-certificerede. Jeg har, dog uden at have kortlagt det systematisk, et indtryk af, at det er begrænset, hvad du kan leje af udstyr på skolerne, hvis du ikke får undervisning. Så pak den store board-bag – og flyv med Etiophian Airlines, som tillader 2x 23kg. per person som standard 😊.

Diani Beach ligger en times kørsel fra Mombasa og strækker sig over en ca. 15 km kystlinje med den fineste strand omkring kystbyen Ukunda og Diani. Sand og strand er magisk. Her er rasende smukt. Kender du til sandet på Balka Strand eller Dueodde har du en pejling. Her er det dog så fint, at du i praksis ikke kan skelne de enkelte korn. Vildt! Ca. en kilometer ude ligger et beskyttende koralrev, som henholdsvis giver en lagune-feel og fantastisk mulighed for rev- og bølgesurf. Revet holder også de fisk, du ikke vil bides af ude i havet.

Diani Beach forekommer uendelig ved ”low tide”
Diani Beach forekommer uendelig ved ”low tide”

En note om klimaet: Der er to regnsæsoner om året. Den største ligger i perioden midt-marts til begyndelsen af juni. Den mindre fra slut oktober til midt december. Det er en anden måde at sige, at vil du opleve sommer med fantastiske kite-betingelser, skal du ramme hhv. januar til marts, som er den absolutte højsæson. Eller juli – september.

En af grundene til at jeg valgte at tage til Kenya var tanken om rimelig sikkerhed for vind. Det får du her pga. de såkaldte passatvinde, som er en betegnelse for de vinde, der optræder mellem ækvator og subtropiske højtryksbælter (30 grader nord og syd for ækvator). Passatvinde er stabile vinde, som du populært sagt kan stille dit ur efter 9 ud af 10 dage.

Vindmønsteret er temmelig forskelligt fra det, vi kender i Danmark. Groft sagt tager vinden til om formiddagen i takt med, at solen varmer jorden op, og den varme luft stiger til vejrs og møder den lidt køligere vind fra havet. Det får vinden til at accelerere ved kysten og giver en fin stabil vind med langt mindre ”gust” end hjemme i Danmark. Jeg havde løbende fulgt med i vindvarsler i tiden op til min afrejse. De lå på 6-7 m/s, men heldigvis var min generelle oplevelse, at vinden snildt kom op på 8-11 m/s, og der var masser af 9er og 10er kites på vandet.

Danni cruisher lige inden han sætter af i et kraftfuldt hop
Danni cruisher lige inden han sætter af i et kraftfuldt hop
John på vej mod en velfortjent læskende Tusker-øl efter timer på vandet
John på vej mod en velfortjent læskende Tusker-øl efter timer på vandet
Jacob øjner den næste transition
Jacob øjner den næste transition

Diani favner foils/wing foils, twintips, wave-boards med surf på revet, og legepladsen nærmest uendelig. Nok så vigtigt er der masser plads mellem kiterne, selv om vi mennesker (hvem sagde flokdyr?) tydeligvis har en hang til at gå ud de fra de samme steder fra stranden. Men altså, Diani Beach virker uopdaget af masserne, og du risikerer på intet tidspunkt scener som Tarifa i højsæsonen 😊.

Inden min afrejse havde jeg hørt et skeptisk pip om, at tidevandet ville sætte begrænsninger for antal timer på vandet. Der er noget om snakken. Og dog. Det er rigtigt, at når der er ”spring tide”, som forekommer omkring fuldmåne, er forskellen mellem ebbe og flod markant: ca. 3,6 meter, og de lokalkendte dropper typisk en morgen-session, fordi risikoen for at støde på koral er til stede. Vandet vender to gange i døgnet. Den ene gang er om natten, den anden i dagtimerne.

Jeg var der i perioden med fuldmåne og ved ”low tide” oplevede jeg, at så snart vi kom frem til kl. 12.30/13.00 var vandet højt nok oppe til sikker surf. Og du kan altså kite frem til kl. 18.30/19.00, så i praksis oplevede jeg det ikke som nogen begrænsning. Solen er samtidig en faktor her. Den er nådesløs, og indkøb af bredskygget surf-hat, langærmet rash-guard og masser af faktor 50 er obligatorisk. Tidspunkterne med ebbe og flod flytter sig i øvrigt markant dag for dag, og langt de fleste dage var der god surf fra 11-tiden, hvor du samtidig oplever det fladeste vand. I takt med at vandet stiger og vinden tager til, kommer der også langt mere ”chop”. Det skete typisk fra kl. ca. 15.00.

Sol er godt. Skygge helt uundværligt når det kombineres med den lokale Tusker-øl efter dagens ture på vandet
Sol er godt. Skygge helt uundværligt når det kombineres med den lokale Tusker-øl efter dagens ture på vandet

Det er i øvrigt vildt fantastisk at opleve, hvor uendelig stranden er ved ebbe, og det giver en fin mulighed for en strandvandring, som med statsgaranti byder på masser af fine fund og forsteninger.

Shem fra kiteskolen bruger seriøst 5-6 timer på at ”kite” dagligt. Som han siger: ”I get so sad when I cannot kite”
Shem fra kiteskolen bruger seriøst 5-6 timer på at ”kite” dagligt. Som han siger: ”I get so sad when I cannot kite”

Jeg boede som sagt via Kitekollektivet hos Anders Linnet sammen med en gruppe på syv andre danske kitere, som jeg ikke kendte hjemmefra. Den oplevelse i sig selv er en anden fortælling værd: Det var en gruppe helt fantastiske, positive og helt igennem dejlige mennesker, som boede i det unikke Makuti House den uge. Jeg elsker mødet med nye mennesker, som med vidt forskellige livsfortællinger ramler sammen om en fælles passion.

Den sammenbragte kiter-flok, som boede under fælles tag i Makuti House
Den sammenbragte kiter-flok, som boede under fælles tag i Makuti House
Et kig fra poolen ind i den åbne køkken-, opholds- og spisestue i det fantastisk smukke Makuti House
Et kig fra poolen ind i den åbne køkken-, opholds- og spisestue i det fantastisk smukke Makuti House

Gør du i øvrigt brug af muligheden for at besøge Diani Beach via Kitekollektivet, bor du i Makuti House med halvpension og egen kok. Han hedder Moddy og er lokal verdensklasse. Wow, for fantastiske og varierede madoplevelser han tryllede frem til de fælles måltider hver morgen og aften!

Mesterlige og super venlige Moddy tryller i køkkenet
Mesterlige og super venlige Moddy tryller i køkkenet
Moddys enkle, men rasende lækre og smagfulde morgenmad
Moddys enkle, men rasende lækre og smagfulde morgenmad

Vi boede ca. en kilometer fra stranden og havde daglig transport af alt udstyr til og fra stranden. Det fiksede Anders’ personale, og vores hang-out var et fedt og trykt spot med en fin og enkel strand-café, som – og det følgende er nok så vigtigt: laver god og billig mad, hvis du altså bestiller ca. en time før du har lyst til at spise. Tempoet er lavt, og det er fint, når man først forstår, at sådan gør man her. Prisen for en frokost med en vand/øl ligger på ca. 30-40 kr på stranden. Og der er temmelig mange restauranter i lokalområdet. Vi besøgte en af dem i ”high end”, Nomad, og gav den gas inkl. cocktails. Regningen for to lød på ca. 500 kr.

Du kan snildt tage til Diani Beach selv og bo på et af de mange strandhoteller. Men jeg vil igen give et ”shout-out” til kite-camp-oplevelsen. Det var virkelig unikt, og vi stillede op i fineste opstilling.

På stranden blev vi med det samme introduceret til Omar, som Anders har knyttet til sig. Han er egentlig fisker, men godt og grundigt trænet i at rigge kites til, trække og montere liner, launche og lande samt pakke kites grundigt sammen (faktisk bedre end jeg selv gør det). Det paradoksale er, at han ikke kiter selv. Men han virkelig tjek på alt det, der foregår på land. Den service yder han for 300 kenyanske shilling (ca. 18 kr.) per dag. Det forfaldt vi alle til fra dag 1.

Kite-assistenten Omar launcher Jacob. Tjek lige de farver 😊
Kite-assistenten Omar launcher Jacob. Tjek lige de farver 😊

Jeg nævnte bølgesurf, som jeg udviklingsmæssigt ikke er nået til. Den kollektive melding fra dem, som dyrkede det var dog klar: fantastisk. Der er også mulighed for en ca. 15 kilometer ”down-winder” fra Congo River som ligger nord fra kite-spottet.

Anders i et flot udført jibe
Anders Linnet “himself” i en perfekt jibe

Lidt om sikkerhed i området, som kan sammenfattes med få ord: tænk dig om og opfør dig ordentligt, så alt er fint. Jeg har på intet tidspunkt følt mig andet end tryg uanset, hvor jeg færdedes. Men jeg var heller ikke ude alene i en tuk-tuk på vej fra en klub kl. 03.00 om natten, for nu at give et tænkt eksempel på, hvor eventuel usikkerhed kan opstå.

Til gengæld skal du indstille dig på utrættelige sælgere. Fattigdommen er stor i Kenya og langt størstedelen af befolkningen arbejder for en primær ting: at kunne købe mad, og det gør et uudsletteligt indtryk, når du først forstår, at den kokosnød, det perlearmbånd, tur med tuk-tuk eller massage du bliver tilbudt på stranden er ensbetydende med, at ham eller hende du køber noget af er i stand til at købe mad og brødføde sig og sin familie den dag. Måske småpenge for dig, men fyldte maver for flere andre.

Jeg mødte kun venlige og milde folk. Stemningen er lys, og du bliver konstant mødt med et ”jambo jambo”, når du passerer folk på din vej.

Som jeg sidder her i flyet hjem og er ved at sætte det sidste punktum, er konklusionen klar: Kenya og Diani Beach er klart et sted, jeg skal tilbage til. Jeg rejste med min hustru Kristina, som ikke kiter, men stedet og oplevelserne satte dybe spor i os begge.

Du bør også overveje at sætte Diani Beach på din bucket-list 😉.

Tekst & Foto: Claus Wilkki 😎

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside site benytter cookies for at give en bedre brugeroplevelse. Ved at benytte websiden, accepterer du vores brug af cookies.