De fleste af os dyrker kitesurfing på hobbyplan og så snart vi har knækket koden og har lært at de fleste ulykker kan undgås ved Suelta la Barra (if you know you know), tænker vi ikke på kitesurfing som en ekstrem sport eller en farlig sport.
Men det ændrer ikke ved, at man KAN komme slemt til skade under kitesurfing. Men skulle uheldet være ude og du får en skade – dækker din ulykkesforsikring så?
For nogle år siden var der en sag, hvor en kitesurfer var kommet til skade under kitesurfing og forsøgte at få sin ulykkesforsikring til at dække. Sagen endte i Østre Landsret og kitesurferen tabte sagen, fordi der i vilkårene for ulykkesforsikringen stod at følgende skader IKKE var dækket:
»Skade, der sker i forbindelse med bjergbestigning, faldskærmsudspring, drageflyvning, elastikspring, parasailing, dykning med anvendelse af professionelt dykkerudstyr og motorløb af enhver art eller anden lignende farlig sport«
Kitesurfing var altså ikke nævnt som en sport der IKKE var dækket, men blev af retten kategoriseret som ”anden lignende farlig sport” og kunne sidestilles med f.eks. drageflyvning.
Så som ovenstående sag viser, er det en god ide at få styr på sine forsikringer INDEN skaden er sket. Og det er meget forskelligt hvordan forsikringsselskaberne vurderer kitesurfing. Nogle ulykkesforsikringer dækker som standard kitesurfing, mens andre kræver en tillægsforsikring til farlig sport.
Herunder kan du se de relevante afsnit om kitesurfing fra min ulykkesforsikring til inspiration. Så du kan se hvad du skal kigge efter i din egen ulykkesforsikring.
Øvrige forhold Forsikringen er udvidet med farlig sport.
Farlig sport Farlig sport er kun omfattet, hvis du har tilvalgt dækningen.
Dækningen omfatter skader, der sker under træning eller deltagelse i følgende sportsgrene eller andre lignende farlige sportsgrene:
– Motor-, knallert-, ATV-, motocross- og racerbådsløb.
– Bjergbestigning og rappelling på bjergvæg.
– Kitesurfing og rafting.
– Faldskærmsudspring, paragliding og drageflyvning.
– Kunstflyvning og ultralightflyvning.
– Boksning.
– Selvforsvar og kampsportsgrene, hvor skaden sker som følge af fysisk kontakt.
Deltager du i en af ovennævnte aktiviteter i forbindelse med et enkeltstående arrangement, fx en fødselsdag, polterabend, firmaarrangement e.l. og kommer til skade, dækker vi ulykkestilfældet, selvom du ikke har tilvalgt dækning ved farlig sport. Deltagelsen skal ske under kyndig, professionel instruktion.
Deltager du i sådanne aktiviteter gentagne gange, skal du give os besked