Hvis du er øvet kitesurfer er denne artikel ikke noget for dig. Så skip den og send mig i stedet et forslag til et emne DU gerne vil læse om her.
Men er du ny i sporten og slås du med at få skovlen under vandstarten, så du kan komme op af vandet og i gang med den sjove del af kitesurfing, så er denne artikel lige noget for dig. Så hæld en kop kaffe op og sæt dig til rette og læs med her.
Vandstarten KAN være lidt af en mundfuld, fordi der er så mange forskellige ting der skal falde i hak på samme tid:
- Du skal have styr på kiten og helst med kun en hånd, så du kan sætte boardet ned på fødderne med den anden.
- Du skal få fødderne ind i fodstropperne på boardet, mens du sidder i vandet.
- Du skal sørge for at sidde/ligge i vandet med fødderne i stropperne, boardet vinkelret på vinden og med vinden i ryggen og kiten stabilt i neutral position.
- Du skal lave et powerstroke som er tilpas kraftigt til du kan komme op af vandet og tilpas blidt til du ikke bliver trukket over på den anden side af boardet
- Du skal lægge din vægt på boardet så det ligger vandret og peger i den rigtige retning, så du ikke går i stå og synker
- Du lykkes at komme op på boardet og det begynder at sejle – hvordan pokker styrer du hvor du sejler hen?
- Osv.
Oven i er der variabler som vekslende vindstyrke og måske forskellige størrelser kite, som gør at bevægelsernes størrelse og hastighed også varierer. Alt i alt mange ting man skal lære at koordinere og dosere. Men fortvivl ikke – vi har alle været der og alle KAN lære at vandstarte.
I det efterfølgende dissekerer vi vandstarten helt ned i de enkelte bevægelser.
Startposition
Når du er begynder, gælder det om at komme så langt væk fra strandkanten inden du starter, så du er sikker på at hverken du eller kite ender på stranden, hvis noget skulle gå galt i din start. Så vælg et spot hvor du kan bunde langt ud, f.eks. Lynæs eller SVP hvis du er på Sjælland eller Kloster, Bork eller Skaven Strand hvis du er i Jylland (Tjek kitesurf app’en Bipper for andre forslag).
Jeg vil anbefale at du går mindst 100 meter ud for vandkanten (og aldrig i fralandsvind). Gå med kiten i neutral zone i f.eks. kl. 11 (eller 1 afhængigt af hvilken vej du går – men altså med kiten pegende den vej du går). Jeg vil også anbefale at du lige tjekker ud, hvor de fleste kitesurfere ligger og sejler, så du ikke placerer dig lige på ”hovedvejen”. Spørg evt. en lokal kitesurfer hvor det er bedst at holde sig som helt ny kitesurfer.
Når du har fundet din startposition, så stil dig med vinden i ryggen, kiten i neutral position mod den side du har tænkt dig at sejle. Og hvad mener jeg nu med det?
Lad os sige du vil sejle mod venstre. Så holder du kiten i neutral zone med højre hånd – men med kiten omkring f.eks. kl. 11 (men altså i neutralzone!) og boardet med venstre hånd. Mange instruktører siger at eleven skal have kiten kl. 12 i neutral position. Men min erfaring er, at når man følger det råd, så får man let kørt kiten over til f.eks. kl. 13, mens man slås med at få boardet på fødderne. Og er kiten først på den modsatte side af kl. 12 i forhold til den vej du har tænkt dig at sejle, skal der ikke meget til før du bliver trukket den forkerte vej. Risikoen for det er efter min mening meget mindre hvis du holder kiten længere ned mod den side du vil sejle mod end kl. 12.
Altså – du har nu kiten i neutral position ca. kl. 11 og holder kiten med højre hånd og boardet i venstre. Du skal nu have dine fødder i fodstropperne. Her ser jeg tit begyndere prøve at stå på et ben og forsøge at få den anden fod i den ene fodstrop. Og det er nærmest umuligt.
Gør det i stedet til en vane at sætte dig ned i vandet, som sad du i en lænestol. Er der lavt nok, vil du nok sidde på bunden af havet og ellers sidder du bare flydende i vandet. Buk benene og krum dig sammen så du kommer tæt på boardet (hold boardet vinkelret i vandet, så er det lettere at få fødderne ind i stropperne), alt imens du holder kiten stabilt i neutral zonen. Træk forsigtigt ind i baren så der kommer mere spænding på linerne og du kan mærke at kiten står stabilt i neutral zonen. Skub hurtig fødderne ind i stropperne, mens du holder imod vha. håndtaget i boardet.
Du skulle nu gerne ligge på ryggen i vandet, med ryggen til vinden, kiten i neutral zone og boardet på fødderne med boardet liggende vinkelret på vinden. Det er din startposition.
Så langt så godt.
Du er nu klar til at komme op på boardet. Og her bruger du din kite og din bar til at genere den kraft der skal til at få dig op på boardet og afsted. Jeg plejer at sige, at der populært sagt er 2 måder at ”give gas” med en kite:
Op på boardet
- At bevæge kite op og ned i powerzonen
- At hale hjem i baren.
Det er lidt en sandhed med modifikationer (se f.eks. min artikel om kitebaren her) og når du skal op på boardet skal du give gas ved at bevæge kiten og IKKE ved at hale ind i baren.
Hvis vi stadig antager du skal sejle mod venstre, skal du først bevæge kiten lidt til den modsatte side (f.eks. til kl. 1), hvorefter du dykker kiten ned den vej du ønsker at sejle. Dvs. ned mod kl. 11 eller 10 og altså i den retning du vil sejle . Bevægelsen kaldes også et ”powerstroke”. Og her begynder udfordringerne – for hvor meget skal kiten bevæges for at du kan komme op? Og hvor hurtigt skal det ske?
- Gør du det for langsomt, så får du ikke kraft nok til at komme op. Gør du det for hurtigt, risikerer du at blive trukket over på den anden side af boardet.
- Laver du bevægelsen for kort, får du heller ikke kraft nok til at komme op. Gør det bevægelsen for stor, så må du igen en tur over på den anden side af boardet.
Så hvordan finder man ud af hvad der er tilpas kitebevægelse?
Her er mine 3 tip:
- For det første er det vigtigt at forstå, at det ikke er mening at det er kiten alene, der skal trække dig op. Du skal selv hjælpe til ved at krumme dig sammen og bruge dine mavemuskler til at ”rulle” op med. Forestil dig du sidder krummet sammen på jorden med knæene oppe mod brystet og du skal rejse dig op uden brug af hænderne. Det er nogenlunde den samme måde du skal prøve at komme op på boardet.
- Da du i sagens natur IKKE har erfaring med hvor store bevægelser du skal lave med kiten og heller ikke hvor hurtigt og hvor meget ned i ”powerzonen” den skal dykkes, skal du i de første forsøg lave små bevægelser, hvor du ikke bliver trukket op, men hvor formålet blot er at få en fornemmelse af hvor meget kiten trækker ved stadigt større bevægelser. Ved at lave sådanne ”prøveskud” får du skudt dig ind på hvor meget kraft du genererer med dine bevægelser.
- Når du synes dine prøveskud har givet dig en fornemmelse af hvor meget du skal bevæge kiten, så prøver du at kombinere bevægelsen af kiten med at du prøver at ”rulle” dig op at stå på boardet.
Disse øvelser skulle gerne hjælpe dig til at komme op på boardet. Og læg mærke til at jeg skriver ”op på boardet”. Det er vigtigt at komme godt ind over boardet med nogenlunde ligevægt på de 2 ben.
Typiske fejl:
- En typisk fejl er, at begynderen IKKE kommer ind over boardet, men nærmere ”hænger” ude på siden (som man ser på en kitesurfer i fuld fart). Når man hænger derude i en vandstart, sker der typisk det at boardet bare driver sidelæns i vandet og ender med at synke.
- Du kommer ikke op, fordi du ikke hjælper nok til med at krumme dig sammen og ”rulle” op på boardet (rigtigt mange bliver stive i krop og ben og stritter mod kitens træk og forventer kiten bare trækker en op på boardet)
- På trods af øvelserne får du lavet din kitebevægelse for stor/hurtig og du ender på den anden side af boardet
- Du dykker kiten fremad, men stadig i neutral zonen. Dvs. kiten kommer ikke i powerzonen , så du ikke får træk nok (problemet er, at baren ikke drejes nok – se billedsekvens).
- Boardet drejes op i vinden, så snart du kommer op, hvorved boardet går i stå. Typisk pga. for meget vægt/tryk på det bagerste ben.








De første meters sejlads
Hvis du har fulgt ordentlig med indtil nu og gjort som beskrevet, så står du pludselig oppe på boardet og skal have det til at sejle derhen, hvor du gerne vil. Og hvis du aldrig har stået på et kiteboard før, så er det ikke nemt at vide hvordan man styrer sådan et.
Tip:
Du kan få øvelse i at sejle et kiteboard ved at prøve at wakeboard’e. Du styrer et kiteboard på samme måde som et wakeboard, så du kan få en fornemmelse af kitesurfing ved at tage en tur i en kabelpark og prøve at wakeboard’e. Eneste ulempe er, at du kan komme til at tro du også bliver ”hevet” op på boardet som det sker på kablet. Men det er altså det jeg har forsøgt at fortælle med at du selv skal hjælpe til ved at rulle dig sammen og op.
Men altså – din vandstart lykkedes og du står pludselig oppe på boardet, så hvad nu?
Hvis du har gjort som beskrevet, har du nu din kite i en position mellem kl. 10 og 11, men nede i powerzonen. Boardet ligger forsat vinkelret på vinden og for at komme i gang med at sejle, skal man faktisk altid sejle en smule med vinden, indtil boardet får styrefart og kommer op at surfe oven på vandet. Du får peget boardet i den rigtige retning ved at strække det forreste ben og evt. trække det bageste ben ind under dig. Når du får vendt boardet skråt med vinden og i retning af kiten, begynder du at sejle. Når du har fået fart på, kan du nu vælge at ”dreje” boardet tilbage så det igen ligger vinkelret mod vinden, så du ikke bare forsætte længere og længere væk fra dit udgangspunkt 😊. Men du skal have fået fart inden du skifter retning. Du drejer boardet tilbage til vinkelret (og længere hvis du vil det), ved at lægge vægten på dine hæle, så boardet kommer til at trykke kanten nærmest din hæl ned i vandet. Så drejer boardet op mod vinden.
Typiske fejl når du kommer op på boardet:
- Du kommer op på boardet, men boardet drejer op i vinden og går i stå. Typisk fordi du får strukket begge ben og ikke kun det forreste. Prøv at se om du kan trække det bagerste ben ”ind under dig” og stræk det forreste ben, så ”spidsen” af boardet peger mere med vinden (”downwind”).
- Du kommer op på boardet, men går i stå med det samme. Typisk fordi dit ”powerstroke” ikke bliver ned i powerzonen, men nærmere bare ned til f.eks. kl. 10 i neutralzonen. Prøv at huske at vinkle baren sådan at powerstroket bliver ned i powerzonen. Du vinkler baren ved at skubbe den forreste hånd længere frem end den bagerste og herefter bevæge kiten ned mod f.eks. kl. 10’
- Du kommer op på boardet men forenden synker. Du har for meget vægt på det forreste ben. Prøv at have lige meget vægt på de to ben indtil du er kommet i fart.
- Du kommer op på boardet men bagenden synker. Du har for meget vægt på det bagerste ben. Prøv at have lige meget vægt på de to ben indtil du er kommet i fart.
- Du kommer op på boardet, men savner fart, selvom boardet har den rigtige retning. Der er måske ikke vind nok til at holde dig igang. Bevæg kiten op og ned i powerzonen for at generere mere “fartvind”.
- Du kommer op og du sejler og det går bare derudad – alt er godt. Men husk du skal tilbage og du kan endnu ikke vende. Så lad være med at sejle så langt, inden du fører kiten op i kl. 12. Så går du i stå, boardet synker og du kan sætte dig ned i vandstartspositionen igen. Du kan nu enten prøve igen (hvis du ikke er for langt fra land) eller prøve at lave en vandstart den modsatte vej.
Det er i sagens natur svært at læse sig til at kunne lave en vandstart og du kommer nok ikke uden om en hel del forsøg før den ”lige er der”. Men jeg håber du kan bruge ovenstående som en tjekliste både før og efter dine første forsøg.
Vi lærer alle på forskellig måde så prøv derfor gerne at få andre til at give deres version. Du kan også finde utallige YouTube videoer om hvordan du lige laver den perfekte vandstart. Jeg synes personligt denne her er den absolut bedste og ville ønske den havde været der, da jeg selv lærte at vandstarte (værd tålmodig – den kan godt være lidt længe om at load’e).
Tak fordi du læste med 🙂
Hvis du har andre tips til hvordan man bedst lærer at vandstarte, så skriv det i kommentarerne så andre kan få gavn af dine guldkorn.
Hvis du synes om indholdet så del gerne med andre ligesindede 😎