Tjek på vinden

Vindmåler

Som kitesurfer går der megen tid på at studere de forskellige vejrudsigter (DMI, YR, WindGuru, WindFinder, Windy osv.) i håb om der skulle være bare en lille chance for at komme på vandet. Og vi er jo uforbederlige optimister, så vi tjekker alle vejrudsigterne og tror så på den, der lover mest.

Endnu bedre end en vejrudsigt, er en rigtig måling af den faktiske vind. Altså en vindmåler.

I Lynæs er vi så heldige, at der er en vindmåler nede på Lynæs Havn. Du kan gå ind og se den aktuelle vind i hhv. Lynæs, Frederiksværk og Jyllinge ved at gå ind på www.havnevejr.dk

Hjemmesiden viser en masse forskellige “metre” som er mere eller mindre uinteressante for os surfere, for vi vil bare gerne se vindretning og vindstyrke.

For at gøre det super enkelt at få et hurtigt overblik over vinden i Lynæs, har vi på vores blogside ude til højre (eller i bunden på en mobil) den aktuelle vindretning, vindstyrke og det højeste vindstød vist fra måleren i Lynæs. Vi er desuden ved at sætte en Netatmo måler op på Lynæs Kiterepair’s bygning på Funkisvej. Målingerne herfra vil også blive gjort tilgængelige på blogsiden. Det er vores forventning at denne måler vil give bedre målinger i nordlige vindretninger end måleren i Lynæs.

Nørd alert 1! Vindmålingerne på vores hjemmeside opdateres hvert 2.-3. minut. Der kan derfor være lidt forskel i vores målinger og det du kan se på www.havnevejr.dk (som er et gennemsnit af 60 målinger).

Nørd alert 2 Netatmo som vi har anskaffet os, har et globalt netværk over deres vejrstationer – du kan se dem her https://weathermap.netatmo.com/. Nogle af dem ligger tæt på de gode surfspots, så måske de kan være gode at tjekke inden du starter bilen. Du skal dog være OBS på at mange af dem ikke har vindmålere på, så du kan med fordel filtrere visningen, så du kun ser vejrstationer med vindmålere. Tryk på symbolet for vind, så har du filtreret de øvrige fra.

Har du kendskab til en vindmåler på en af dine favoritspots, som du gerne vil se på vores oversigt, så giv os et praj, så skal vi prøve at få hægtet den op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside site benytter cookies for at give en bedre brugeroplevelse. Ved at benytte websiden, accepterer du vores brug af cookies.