Vi er kommet ind i en ”sleep, eat, kite, repeat” rytme og således også i dag. Efter en god nats søvn og mere af hotellets ”gode” morgenmad, satte vi atter kurs mod vores ”secret spot”. Vejrudsigten havde lovet ca. 20 knob, dvs. godt og vel 10 m/s, så vi regnede med at Betina skulle ud med en 8’er og jeg kunne tage en 10’er.
Nede på stranden virkede det som om der var en del mere end 10 m/s, men eftersom der ikke var nogen på vandet endnu, skulle en eller anden jo lægge ud og finde ud af, hvor meget vind der i virkeligheden var. Så jeg pumpede 10’eren, mens Betina var lidt tilbageholdende og ville se tingene lidt an. Det betød at jeg i dag slap for at lave en drift launch og Betina hjalp mig i luften.
Vel ude på vandet skal jeg love for der var luft. Og god plads. Jeg fik en god time, inden der begyndte at dukke andre op. Først en enkelt windsurfer og siden nogle kiteskoler, der fik luftede de helt små kites (5-7 m). Jeg fik nogle gode hop – mindst 12 meter 😊 – svært at sige, for WOO’en sad i stikket hjemme på hotellet – typisk… Nå – ligegyldigt. Det var en konge session. Efter at have sejlet overpowered i mere end en time, var det tid til pause. Betina syntes vinden var lige i overkanten, så efter lidt vand og en banan, pumpede vi en 8’er og jeg byttede 10’eren ud med den.
Vi havde nu fået besøg af de tjekkiske kitere, som dagen før havde brugt tiden på at bitch’e over for lidt vind. I dag brugte de så primært tiden på at brokke sig over der var for meget vind, eller at de havde valgt forkert kite. Det er åbenbart ikke let at være tjekkisk kitesurfer.
Jeg røg afsted med 8’eren og vinden havde fået et nyk opad, mens jeg havde holdt pause, så der var fuld damp på kedlerne. Jeg fik en lille time mere, men så var batterierne også flade og der var samtidigt en del kiteundervisning i gang, så mindre plads at lege på (men overhoveder ikke crowded).
Bedst som vi var færdige med at pakke sammen, kom Mario fra Photokitesurf.com i sin store Pajero 4 hjulstrækker – helt ned på stranden. I dag skulle han dog ikke fotografere, men selv på vandet at kite.
På vej hjem fra stranden røg vi atter ind på ”Da Saro dal 1977” og fik vand, kaffe og noget at spise. Herefter hjem og flade ud i to solstole i en times tid.
På dette tidspunkt i ferien, havde den ene del af rejseselskabet undertrykt sit shoppegen i en sådan grad, at abstinenserne nu var uudholdelige og noget måtte gøres. Vi vendte derfor Poloen mod Marsala, for at gå på shoppetur i gågaden. Timingen kunne ikke have været meget dårligere, da vi endnu ikke har vænnet os til italienernes svar på den spanske siesta, så langt de fleste butikker var lukkede og alle fortovsrestauranter som havde åbnet, havde kun borde i skyggen. Nedtur. For at sætte prikken over i’et, så står der ingen steder, hvornår der åbnes efter Siestaen… Nå – vi fandt en skobutik, der havde åbent, så humøret steg betragtelig, specielt da de havde en hvid adidas sko i str. 36½ til 70 € = 525 kr. På vej rundt i Marsala’s gader fandt vi et spisested der hedder Two Nine. Det var, som så meget andet, lukket mens vi var der, men på TripAdvisor kunne vi se det fik gode anmeldelser. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi generelt har været skuffet over maden hernede (bortset fra hos Mamma Colette, men det er mere rustikt landkøkken). Vi besluttede at vende tilbage til Two Nine kl. 19 og som sagt, så gjort. Og lad det være sagt med det samme, det er by far det bedste mad vi har fået hernede. Vi fik en forret med en lokal ost, samt bruschetta. Til forret fik vi steak og salat – og sikke en bøf!!!! Alt smagte bare lækkert og det blev skyllet ned med en lokal IPA fra fad. Vi sluttede af med kaffe – der var bare ikke plads til dessert ☹..
Nu er vi tilbage på hotellet, mætte og trætte. Og vejrudsigten i morgen lover vind igen…
PS. Som sagt har vi været skuffet over maden hernede. Men vi har lært noget i dag, nemlig at mange af spisestederne i Marsala først åbner kl. 19 og at man skal rundt i sidegaderne for at finde de gode, listige steder. Så rådet hermed givet videre…
