Vi nærmer os enden på en fantastisk kitesurf ferie ved Lo Stagnone, Sicilien. I morgen d. 17. marts vender vi snuden hjemad igen og håber det er blevet forår hjemme i Danmark mens vi har været væk. Men inden vi når så langt, har vi lige den allersidste dag på vandet. Og hvilken dag!
Vi har fået en rutine med at være på spottet ved Santa Maria omkring kl. 10 og traditionen tro, er vi de første. Vi bestemmer os for at gå ud med hhv. 10 m2 og 12 m2 og det passer perfekt den første times tid, hvor vi har super fladt vand og hele den nordlige ende af lagunen for os selv.

Efter en lille time begyndte der at komme hvide skumtoppe på den smule bølger der er i lagunen og dels var det ved at være tid til en lille pause, dels var det også tid til at skifte kites’ene ud med en mindre størrelse. Så efter lidt frisk vand tog vi ud igen, nu med hhv. 8 og 10 m2. Og igen passede det perfekt. Kiteskolerne var også dukket op, ligesom et ungt belgisk par fra vores hotel også var. Her var manden i gang med at lære kæresten at kite.


Der var stadig god plads på vandet og da vi vidste, det var vores sidste tur på denne ferie, var der ingen af os der rigtigt havde lyst til at stoppe, men til sidst var der udsolgt og vi måtte gå i land. Inden på stranden talte vi med den belgiske pige, der netop i dag havde knækket koden og sejlede begge veje og holdt højde. Selvfølgelig var hun ikke til at skyde igennem og jeg er sikker på vi alle kan huske lige præcis ”den dag”, hvor vi kom op på boardet og fik ”den fede fornemmelse”.


Vi fik pakket Poloen. Netop som vi var klar til at køre, kom vores tjekkiske “venner”. De sover sgu nok bare længere, hvor de kommer fra. Mærkeligt at de ikke lærer noget. Nå – dem om det. Vi startede Poloen for sidste gang ved “secret spot” og kørte mod vores nye frokost stamsted, ”Da Saro dal 1977” blot for at finde ud af de har lukket om onsdagen! Heldigvis fandt vi et lille listigt sted, hvor vi fik den obligatoriske sandwich, kaffe og øl.
Vi havde tidligere set et skilt der annoncerede ”Kiteboarding Shop” og bestemte os for at lige tjekke det ud, mens vi stadig havde bilen. Shoppen lå på vores faste rute hjem fra spottet (som jo er anderledes end udturen pga. den ensrettede strandvej).

Det var en lille pæn shop med bla. Mystic produkter. Pigen i butikken fortalte at de endnu ikke rigtigt havde fået de nye varer hjem, så der var ikke rigtigt noget der fristede, specielt når vi ved vi kæmper lidt med vægten på vores kufferter og boardbags. Men butikken ligger San Leonardo 70, Marsala, TP 91025, hvis du kommer på disse kanter og mangler noget. Et andet sted at kende er Zenitram Sails som også reparerer kites og har lidt tilbehør. De holder til her: Contrada Pispisia, 387/A, 91025 Marsala TP (og har en hjemmeside: https://www.zenitramsails.com/).
På trods af at Marsala optræder i begge adresser, ligger de altså en 5-7 km uden for byen.
Vel hjemme på hotellet er vi gået i gang med at tørre grej og pakke taskerne. Vi fik jo lidt ballade over vægtfordelingen på vej herned, så vi forsøger at pakke lidt anderledes og at få tørret alts, så det vejer mindst muligt. Finner, handles og fodstropper er strippet af boards for at få det hele så fladt så muligt. Spændende at se hvad vægten ender på…


Vi har jo lejet en bil, som vi skal have leveret tilbage. Eller rettere – planen er at få udlejer til at hente den på hotellet. Men det er lidt svært at få aftalt, da udlejer ikke kan for 2 øre engelsk. Heller ikke ”den engelsktalende” i firmaet var til megen hjælp. Vi tror dog nok vi har lavet en aftale om at vi afregner med hotellet og lader bilen stå 😊.
I aften skal vi spise hos Mamma Colette for sidste gang. Det bliver lidt vemodigt, men måske vi kommer igen. Lo Stagnone er et super kitesurfing spot og på trods af vi er kommet uden for sæsonen, har vi haft masser af vind og tid på vandet. Så som surfspot kan det anbefales. De lokale siger, at her er crowded i sæsonen, men at lagunen er kæmpe og man sagtens kan finde plads, hvis man søger lidt væk fra launch områderne. Vi synes området virker fint for både øvede og begyndere. Vandet er super fladt, så et perfekt område til at øve nye ting. Bunden er fortrinsvis sand/blød mudder og dybden mellem 30 cm og 120 cm. I den nordlige ende nærmere de 30 cm. Der ligger mere end 20 surfskoler i den nordlige ende og 3 i den sydlige ende af lagunen. De lokale synes at der er mindre crowded i den sydlige ende i højsæsonen. Vi synes at der var sjovere/bedre at surfe i den nordlige ende, men det er nok en smagssag. Jama Kite surfcenteret i syd fortæller at de tager deres kunder med op til den nordlige del med båd, hvis de vurderer at forholdene er bedre der. Så hos JamaKite kan man få det bedste af de 2 verdener.
Dette var 11. og sidste del om vores tur til Lo Stagnone. Vi håber I kan bruge vores beskrivelser af stedet mm. Del gerne på facebook hvis I synes at indlæggene har været gode. Ses på vandet derhjemme 😊.