Væk fra vintervejr – kitetrip til Sicilien – del 7

Fredag aften besluttede vi os for at prøve at køre op til den gamle by på toppen af bjerget lidt nord øst for Trapani – Erice. Den ligger en lille times kørsel fra vores hotel og inden vi nåede derop, var solen gået ned og det var mørkt. Så vi fik faktisk ikke set så forfærdeligt meget af byen. Men det turen derop foregår af en lang vej med mange hårnåle sving på trods af bjerget kun er godt 850 meter højt.

Inden vi nåede så langt, blev vi involveret i et større trafikkaos som nok kun kan ske i Italien. Vi skulle i et vejkryds dreje til venstre op ad en ensrettet vej. Men der holdt en lastbil på tværs og italienerne er ikke karrige med hornet. Da lastbilen endelig var væk, dukkede 3 større lastbiler op på vej den forkerte vej af den ensrettede. Pga. deres størrelse og det faktum de spærrede det hele, fik de lov at passere. Herefter løste det hele sig op og vi kunne begynde vores opstigning.

På trods af det var fredag aften, var der ikke mange åbne spisesteder, men det lykkes os at finde et lille hyggeligt pizzaria. Selvom pizzariet lå i et gammelt hus, var de helt med på noderne, sådan da. Menukortet var nemlig helt digitalt og man skulle skanne en QR kode. Hedligvis havde de WiFi, for mobildækningen gav kun en Edge forbindelse (for jer der ikke er så gamle, Google det!).

Efter en god middag med et par gode øl, gik vi lidt rundt i byen og det lykkes os at gå vild. Men efter lidt vildskud, fandt vi vores bil. Som sagt var det mørkt, så billederne er ikke så gode. Men udsigten fra bjerget var super flot, med lys fra byen nedenfor. Håber billedet yder det retfærdighed.

Turen ned og hjem forløb uden problemer, bortset fra det ikke lykkedes os at finde kaffe nogen steder.

Lørdag morgen vågnede vi op til fin vind, men fraland. Det er den kendte Scirocco – en Syd Østen vind fra Sahara. Efter morgenmaden og en lille køretur, kørte vi op til kitecenter JamaKite, hvor vi havde en aftale med instruktørerne at følge med dem nordpå til Santa Maria, hvor der skulle være et ”secret spot” som de lokale bruger og hvor det ikke koster at launche. Vi fik koordinaterne til spottet og kørte derop. Vejen til spottet er nærmest en skjult grusvej, som vores Polo med nød og næppe klarede. Det lykkes os at køre lige forbi vejen i første hug, så man skal have øjnene med sig og parkeringen er ”Italiano style”.

Spottet var helt perfekt. Sideshore i SØ, lavt (højst til låret) og fladt, fladt, fladt. De lokale siger at man ikke kan se stranden for kites om sommeren, men i dag var der god plads. Bedst som vi kom, var der en fyr som havde været ude en ½ time med en udlejningskite, som lige fik lagt den på en sten så det sagde ”bum”. Heldigvis har vi ferie, så det må blive en opgave for Zentiram Sails 😊.

Vi gik på vandet med hhv. 8 og 10 m2 og det passede perfekt. Vinden tog kun til i løbet af dagen og 10’eren var rigelig da vi sagde tak for i dag.

Mens vi var på vandet, stod der en fotograf i vandet og knipsede løs med den største telelinse set længe. Det viste sig at være Mario Saragò, som har firmaet www.photokitesurf.com Mario tager billeder mod betaling og de overføres til din telefon på stranden. Normalt i ”Beach Baren”, men den havde stadig lukket, så det blev bare fra en campingstol bag hans Pajero 4 hjulstrækker. Billederne herunder er alle taget af Mario.

Mario kunne fortælle at i morgen søndag skulle der bare være endnu mere vind. Det er åbenbart sådan at Siroccoen bliver stærkere efter et par dage, så i dag var bare opvarmningen.

På vej hjem fra spottet var vi bare sultne, men kunne ikke finde andet der var åbent end Mamma Colette. Så vi fik hende til at lave 4 sandwiches med skinke, tomat og ost. Pris 8 €, men hver en cent værd, specielt sammen med 2 stk. Messina øl. Et varmt bad senere ligger vi nu og drikker kaffe, spiser mørk chokolade med nødder mens vi skriver blogindlæg.

I morgen går turen atter til Santa Maria, hvor de små kites skal luftes.

En tanke om “Væk fra vintervejr – kitetrip til Sicilien – del 7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside site benytter cookies for at give en bedre brugeroplevelse. Ved at benytte websiden, accepterer du vores brug af cookies.