Er du ny kitesurfing sporten, så er der rigtigt mange nye ting, begreber og udstyr at tage stilling til. Du skal både have kites, bar, boards, fodstropper, våddragt, hjelm osv. osv. Og det kan være noget af en jungle som førstegangskøber. Specielt hvis man kaster sig ud i det store brugtmarked der er på f.eks. DBA eller på Facebook grupperne ”Kitsurf køb/salg” og ”Køb/salg af kitesurfudstyr”.
Der kan være mange penge at spare ved at købe brugt. Bagsiden af medaljen er dog at du ikke får nogen uvildig vejledning, men er fuldstændig i sælgers vold. Så det kan være utroligt svært at få valgt det rigtige udstyr i første forsøg. Jeg har utallige eksempler på nye kitesurfere som har været så forhippet på at få købt udstyr, at de desværre har fået foretaget fejlkøb når de har købt deres første ”kitepakke”. Mit bedste råd er, at rådføre sig med en erfaren kitesurfer og tag ham/hende med på råd, når du har forelsket dig i noget brugt udstyr. Og som i så mange andre forhold, så får du som regel hvad du betaler for….
Denne artikel handler om anskaffelse af harness eller trapez som vi kalder det på dansk. Rådene her gælder uanset om du køber brugt eller ny trapez.
Der er helt overordnet to dominerende typer trapezer på markedet.
- Hoftetrapez
- Siddetrapez
Begge har til formål at ”spænde dig fast” til kiten, ved at din bar gøres fast i en krog foran på trapezen. Og begge opfylder dette formål lige godt. Men de har begge nogle fordele og ulemper som jeg gennemgår herunder. Det er dog væsentligt at huske at uanset hvilken type du går efter, så er pasform og komfort ekstremt vigtig for begge modeller men også helt individuelt og kan afhænge af kropsbygning, tidligere skader og meget andet. Så sørg for at prøve trapezen på og allerhelst prøve den en tur på vandet. Hvis det ikke er muligt, så prøv om du ikke kan prøve at hænge i trapezen på land, så du har en ide om den vil trykke dig nogen steder.
Men tilbage til de to typer.
Hoftetrapez


Som navnet antyder sidder hoftetrapezen rundt om hoften og lukkes typisk med et enkelt system foran ved siden af krogen. Der findes forskellige quick lock systemer og du skal bare sikre dig den er let at lukke i og op og at den ikke let går op ved et uheld.
Fordelene ved hoftetrapezer er at:
- Den er let at få på
- Den giver stor bevægelighed
- Ser mere tjekket ud (synes jeg 😊)
Ulemper:
- Den kan kravle op under sejlads hvis pasform ikke er perfekt og/eller den ikke er strammet nok. Derfor er det vigtigt at trapezen er let at stramme mens du har den på.
- Kan trykke på ribben under sejlads, hvis den ikke sidder ordentlig.
Hoftetrapezer findes i mange udformninger, men der er ligesom 2 hovedvarianter:
- Softshell – dvs. en blød trapez der former sig efter din krop
- Hardshell – dvs. en hård trapez som holder faconen og giver dig fast støtte.
Det er jo helt individuelt hvad man er til. Jeg er til hardshell, men ulempen KAN være at den trykker en del på ryggen ved lang tids sejllads. Den bløde former sig efter din krop og trykker måske ikke så hårdt på ryggen.
Siddetrapez

Fordel ved siddetrapez:
- Den kravler ikke op! Derfor god til undervisningsbrug og begyndere
- Specielt anvendelig når man foiler, fordi kiten generelt stå højere i vinduet end ved TT sejlads og en hoftetrapez derfor lettere vil kravle op (fordi trækket kommer højt oppefra).
- God hvis man har rygproblemer
- Trykker ikke ribben
- Den beskytter dragten mod evt. snit fra muslinger eller andet hvis man kommer til at sidde på bunden
Ulemper
- Mindre bevægelighedsfrihed end en hoftetrapez
- Den ser ikke så tjekket ud som hoftetrapezen (synes nogen – men det er jo ikke en skønhedskonkurrence)
- Lidt mere besværlig at få på, da det er som at tage et par bukser på.
Om du skal vælge en siddetrapez eller hoftetrapez er en smags sag. Som sagt er der mange der synes hoftetrapezen ser cooler ud. Til gengæld er der også mange der slås med at få hoftetrapezen til at sidde fast uden at kravle op. Det problem har du ikke med siddetrapezen. Valget er dit 😊.
Detaljer og finesser
Uanset om du vælger den ene eller anden type, er her nogle detaljer du bør tage med i dine overvejelser:
- Er der plads til at sætte safety leash fast foran på trapezen? Mange trapezer har et øje eller en ring til at sætte safety leash’en placeret på siden eller sågar bag på trapezen. I min optik skal leashen sidde fast foran, så det er super nemt at få fat i leashen hvis man skal release ved en ulykke. Så nytter det ikke at man skal bruge dyrebare sekunder på at lede efter leashen bagpå.

- Har trapezen et håndtag bag på så en hjælper kan holde fast i dig hvis det skulle blive nødvendigt? Det er specielt vigtigt i forbindelse med undervisning, men kan også være handy i andre situationer.

- Har trapezen en lomme til en linecutter kniv? Og er der en linecutter kniv med? Det burde være standard i de fleste kiteres udstyr, men det er de færreste der sejler rundt med det.


- Er trapezens lukkesystem enkelt at betjene og gør den det let at få trapezen på?
- Kan trapezen justeres på en let måde, når du har den på? Det skal være let at justere trapezen ind, så den sidder stramt – når du har taget den på.
- Hvis du satser på at skulle sejle unhooked og lave handlepasses bag ryggen, skal din leash kunne køre fra side til side. Det kræver at din trapez har en ”rem” eller line bag på, som din leash kan ”løbe” i, når du unhook’er og skifter hånd bag om ryggen


- Skal din trapez have en krog eller en ”sliding rope”? Det er igen lidt en smags sag. Traditionelt har trapezerne været udstyret med en metalkrog, hvor man sætter chickenloopen rundt om og sætter donkey dicken i, så chickenloopen ikke falder ned. Men i nyere tid er der også fremkommet trapezer med en snor i stedet for en krog. Fordelen ved disse er, at du kan køre chickenloopen væk fra midten af din trapez og ud til en af siderne. Det betyder at du står mere komfortabelt, hvis du sejler med siden til sejlretningen (f.eks. hvis du sejler toeside). Det er der en del som synes er en fordel. Især foilere nyder godt af sliderbars, da mange sejler en hel del toeside i begyndelsen af deres ”foil karriere”. Ved en sliderbar sætter du din chickenloop fast ved at åbne den og lukke den omkring snoren i sliderbaren. Du bruger derfor ikke din donkey dick, da chickenloopen ikke kan falde ud af sliderbaren (med mindre du åbner den).


- Når du køber trapez, skal du være opmærksom på at der er lidt forskel på udformningen af krogen til en windsurf trapez og en kitesurfing trapez. Windsurf trapezen har ikke rigtigt plads til donkey dicken, så spørg ind til hvad trapezen er til når du køber (flere trapezer er ens til de to sportsgrene, bortset fra krogen).
- Størrelsen af din spreaderbar (den ”bøjle” som krogen sidder fast i. Trapezerne kommer ofte med forskellig størrelse spreaderbar. Her skal du vælge en der er så stor, at når der er træk på trapezen, skal remmene ikke trykke dine ribben i siderne. Er spreaderbaren for lille, vil remmene komme til at trykke på dine ribben.
- Finesmecker detalje 1 – er trapezen forsynet med en lomme til bilnøgler eller andet, er det et plus.
- Finesmecker detalje 2 – nogle mærker er begyndt at lave trapezer som ikke suger vand. Det er f.eks. en fordel når du er ude at rejse og du kitesurfer helt hen til du skal tjekke ind i lufthavnen. Der er ikke noget værre end at stå og være usikker på om udstyret nu vejer mere end da du tog hjemmefra, fordi alt udstyret endnu ikke er tørt. Der er det smart at trapezen ikke suger.

- Bemærk at safety leashes som regel ikke er en del af en trapez – den skal du huske at købe ved siden af. Men du kan altid forsøge at få en med i handlen 😉.
Ja det var så mine gode råd og tips til at anskaffe den helt rigtige trapez til dig. Har du gjort dig nogle andre iagttagelser om finesser og detaljer på trapezer, som andre kan have gavn af, så drop en kommentar herunder.
Husk som altid at indlæggene afspejler min holdning og det er OK at være uenig.
Har du forslag til emner du synes jeg skal tage op er på bloggen, så drop mig en kommentar. Du er også velkommen til at sende mig et udkast til en artikel. Synes jeg det er relevant, poster jeg det her.
Hang loose.